Fortsæt til indhold

Med fuld fart mod børsen: Uber tabte milliarder i 2018

Uber har godt nok mindsket sit årlige underskud en smule, men taber stadig milliarder, viser nye regnskabstal.

Erhverv

Kørselstjenesten Uber har kurs mod en børsnotering i 2019 med et dundrende underskud. Virksomheden tabte 1,8 mia. dollars i 2018 før skat og nedskrivninger, skriver flere udenlandske medier, heriblandt CNN og Reuters. Det svarer til knap 12 mia. kroner.

Det store underskud er dog en fremgang i forhold til 2017, hvor det samlede tab løb op i 2,2 mia. dollars. 2018 var det første fulde regnskabsår med den nye Uber-topchef Dara Khosrowshahi ved roret.

Han har været med til at udvikle Uber til bl.a. også at være en virksomhed, som leverer mad ud.

Det milliardstore underskud ud af en årlig omsætning på 11,3 mia. dollars er ikke den eneste dårlige nyhed for de investorer, der skulle overveje at købe aktier i Uber, når selskabet bliver børsnoteret. Væksttempoet er gået betydeligt ned hen mod slutningen af året.

I fjerde kvartal af 2018 oplevede Uber kun vækst på 2 pct. i forhold til kvartalet før og vækst på 25 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Til sammenligning løftede Uber i tredje kvartal toplinjen med 38 pct. i forhold til året før, mens væksten i andet kvartal lå på hele 63 pct., skriver CNN.

Det får ifølge mediet alarmklokkerne til at ringe hos de potentielle investorer på børsen på Wall Street, som forventede en enorm vækst for at retfærdiggøre den høje værdi, selskabet angiveligt satser på at få som børsnoteret.

Ifølge CNN går Uber efter at blive 120 mia. dollars værd på børsen.

Der kan være et pænt stykke vej endnu i forhold til at overbevise aktiemarkedet.

»Uber skal vise, at selskabet kan kontrollere sine omkostninger og tjene penge - altså komme med et bevis på, at forretningsmodellen ikke er i stykker, og at man kan opnå og opretholde lønsomhed på trods af udfordringer med chauffører, kunder og politikere,« siger David Brophy, som er professor på University of Michigan's Ross School of Business, til Reuters.

Artiklens emner
Uber