Fortsæt til indhold

Skæbneår sætter A.P. Møller-Mærsk på den ultimative profitprøve

Mærsk skal forsøge at slå mønt på den bølge af fusioner og opkøb, der har reduceret antallet af konkurrenter.

Containerrederierne er ved at nærme sig mætningspunktet for konsolidering. Foto: AP/Christian Charisius
Erhverv

De globale containerrederier anført af A.P. Møller-Mærsk skal nu forsøge at høste frugterne af den kraftige konsolidering, der er skyllet ind over industrien i de senere år.

Antallet af globale rederier er ifølge rådgivningsfirmaet Seaintelligence Consulting nu nede på syv aktører, og indtjeningen ventes at stige i de kommende år.

»Vi tror på, at rederierne kommer til at tjene flere penge i år, og at fragtraterne går op, fordi de har konsolideret sig, og overkapaciteten fra tidligere år er reduceret,« siger Philip Damas, head of supply chain hos marineanalyseselskabet Drewry, til Finans.

Der er færre spillere nu, der vil forfølge volumener for enhver pris.
Lars Jensen, CEO i Seaintelligence Consulting

De globale containerrederier har i årevis kæmpet med at tjene penge, og svaret på den udfordring har været konsolidering. 2019 bliver året, hvor alle de store fusioner og opkøb endelig er faldet på plads.

»Vi nærmer os slutpunktet for konsolidering,« siger Lars Jensen, CEO og partner i Seaintelligence Consulting.

Af konkurrencehensyn er det ifølge Lars Jensen svært at forestille sig, at antallet af globale containerrederier falder yderligere.

»Man kan håbe, at nogle af rederierne holder op med den evindelige forfølgelse af, at man skal have flere volumener, fordi det per definition er godt. Det tror jeg, at vi begynder at se,« siger Lars Jensen.

Det siger han bl.a. med henvisning til, at Mærsk har sænket sin kapacitet i 2018, mens tyske Hapag-Lloyd har understreget, at man nu fokuserer på lønsomhed.

»Vi har asiatiske spillere, der øger fragtmængderne betragteligt, og det skaber en destabilisering. Men der er færre spillere nu, der vil forfølge volumener for enhver pris,« siger Jensen.

Ifølge Johan Eliason, Mærsk-analytiker hos Kepler Cheuvreux, kæmpede stort set alle om at fastholde markedsandele med næb og klør i fjor i kølvandet på industriens kraftige konsolidering. Det betød, at prisen for at få fragtet en container faldt, selvom rederiernes omkostninger steg »ret dramatisk«.

I starten af 2019 har raterne ifølge Eliason holdt sig nogenlunde stabilt, mens prisen for at chartre skibe er faldet.

»Det betyder, at de ikke aggressivt tilfører kapacitet, ligesom alle gjorde i første halvår sidste år. Nu er alle ligesom i den sidste fase af deres integration, så det bliver et interessant år,« siger Johan Eliason.

A.P. Møller-Mærsk kommer med årsregnskab på torsdag den 21. februar ved 8-tiden.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk