Erhverv

Midt i skandale: Konkurrenters dyre telefoner får Huawei til at brage frem

Mens problemerne tårner sig op for Huawei, ser forbrugerne ud til at være fuldstændig ligeglade, når der skal købes nye telefoner.

Kinesiske Huawei lukrerer stort på, at Apple og Samsungs telefoner ganske enkelt er blevet for dyre.

Nye tal viser, at Huawei på bare ét år har øget markedsandelen med hele 4 procentpoint og sidder dermed nu på 15 pct. af det totale marked for smartphones.

Det skriver CNBC på baggrund af nye data fra firmaet Gartner.

De nye tal betyder også, at Samsung og Apple i den grad skal frygte for deres 1. og 2. plads på markedet, da de to producenter sidder på henholdsvis 17 pct. og 16 pct. af markedet.

»Apple har virkelig tabt grundet flere ting, men ikke mindst når det handler om nye markeder og Kina. Det, vi ser i Kina, er, at de kinesiske aktører virkelig har hævet kvaliteten af deres smartphones,« siger Anshul Gupta fra Gartner til CNBC.

Apple solgte ifølge opgørelsen 64,5 mio. iPhones i fjerde kvartal 2018, hvilket svarer til et fald på næsten 12 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Årsagen til Huaweis fremskridt er ifølge analysefirmaet, at kvaliteten er kommet helt op på niveau med de bedste, men samtidig er prisen markant lavere.

Det har altså fået forbrugerne til at kigge mod Huawei på et tidspunkt, hvor der ellers er problemer nok for det kinesiske selskab.

Tilbage i slutningen af 2018 blev selskabets finansdirektør nemlig anholdt i Canada, men spørger man Huawei-stiferen Ren Zhengfei, så skyldes det udelukkende politiske motiver, fortalte han forleden i et længere interview med BBC.

Den anholdte finansdirektør er i øvrigt datter af Huawei-stifteren og er af amerikanske myndigheder mistænkt for sammen med selskabet at have overtrådt USA’s sanktioner mod Iran.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Få historierne om de iværksættere, der har potentialet til at redefinere dele af dansk erhvervsliv. Få magasinet her
BRANCHENYT
Læs også