Erhverv
0

Cykelvirksomheden Mate Bike roder rundt i regnskabet

Elcykelfabrikanten hos Mate Bike har ikke styr på regnskabet. Virksomheden har haltet bagefter, siden den havde succes med den største crowdfundingkampagne i europæisk historie.

Københavnske Mate Bike blev stiftet i 2016 af søskendeparret Julie Kronstrøm Carton og Christian Adel Michael. Foto: Pressefoto

Elcykel-virksomheden Mate Bike har haft svært ved at følge med, efter den over det seneste år har skabt den bedste crowdfundingkampagne i Europa nogensinde.

Det seneste regnskab fra virksomheden afslører, at der har været problemer med at overholde momslovgivningen, kildeskattelovens bestemmelser om udbetaling til kapitalejeren samt bogføringsloven.

Det skriver Berlingske.

Anmærkningerne kommer fra virksomhedens revisor, BDO, og nævner også, at Mate Bike overtrådte reglerne for årsregnskabslovens frist for indsendelse af årsrapporten.

Ifølge revisoren har selskabet indberettet fejlbehæftet momsangivelse til skattestyrelsen, men noterer, at ledelsen selv skriver, at de er i gang med at udbedre fejlene.

Desuden tager BDO forbehold for konklusionerne i årsregnskabet, da det »ikke har været muligt at indhente egnet og tilstrækkeligt revisionsbevis for en ikke uvæsentlig andel af selskabets omsætning for perioden 1. juli 2017 til 30. juni 2018. Det skyldes, at selskabets registreringer ikke i alle tilfælde er mulige at efterprøve.«

Revisoren gør det også klart, at Mate Bike ikke har styr på opgørelsen af direkte skatter i forbindelse med salg af cykler til udlandet.

Julie Kronstrøm Carton og Christian Adel Michael er søskendeparret bag virksomheden, der det seneste regnskabsår har leveret 7.500 elcykler til kunder i 52 lande.

Christian Adel Michael skriver i en mail til Berlingske, at de erkender, at Mate Bike ikke har helt styr på tingene, og forklarer, at virksomheden er meget ny og skal bygges op fra bunden.

»Vi er en ung virksomhed, der er vokset fra nul til 100 mio. på ingen tid. Vores forretningsmodel er født af crowdfunding, som er en forholdsvis ny måde at drive virksomhed på. Der findes ingen lærebøger på dette område, så der har været nok at se til,« skriver han.

Virksomheden har ifølge Christian Adel Michael rettet en række fejl og arbejder på at blive mere professionelle.

Mate Bike har startet sin crowdfundingkampagne på platformen Indiegogo, og har med bestillinger for mere end 100 mio. kr fået omtale i internationale medier som Forbes, The Verge og Business Insider.

BRANCHENYT
Læs også