Skokæde fordobler overskuddet: Vil åbne flere butikker i Danmark
Deichmann Sko kom ud af 2018 med det bedste resultat nogensinde.
Europas største skokæde, tyske Deichmann, fortsætter sin fremgang i Danmark.
Et nyt regnskab fra skokædens danske datterselskab viser, at overskuddet blev næsten fordoblet i 2018. Fra 7,7 mio. til 14,7 mio. kr. Det er det bedste resultat i det danske datterselskabs 15-årige historie.
Samtidig kunne Deichmann Sko glæde sig over, at bruttofortjenesten gik 15 pct. frem i fjor. Deichmann Sko betegner selv resultatet som tilfredsstillende.
»Firmaet opnåede et overskud i 2018 som et resultat af en positiv salgsudvikling kombineret med øget fokus på butiksdrift og omkostningsstyring,« skriver skokæden i regnskabet.
I 2019 forventer Deichmann ligeledes et positivt resultat i Danmark og varsler åbning af flere end de 29 butikker, der allerede er i landet.
Da Deichmann i oktober fejrede, at skokæden havde været til stede i Danmark i 15 år kunne den danske landechef, Julia Schmitz, da også forklare, at der fortsat skal ekspanderes i landet.
»Målet for de næste 15 år er fortsat at åbne flere butikker og skabe flere arbejdspladser,« sagde hun i en pressemeddelelse.
Deichmann beskæftigede 146 medarbejdere på fuldtid i 2018.
Skovirksomhedens historie begyndte oprindeligt for over 100 år siden i Tyskland, hvor grundlæggeren Heinrich Deichmann åbnede en skomagerbutik sammen med sin hustru.
Virksomheden har siden udviklet sig til at være førende på det europæiske marked med butikker i 26 lande. I dag er det tredje generation af familien, der sidder ved roret i virksomheden. Virksomheden beskæftiger over 39.500 medarbejdere.