Fortsæt til indhold

Femern-undersøgelse på pause: Rigsrevisionen ville trykprøve usikkerheder bag Danmarkshistoriens største anlægsprojekt

Statsrevisor Villum Christensen vil sikre sig, at Rigsrevisionen ikke er blevet presset til at sætte Femern-undersøgelse på pause.

Rigsrevisionens forundersøgelse af Femern-beslutningen blev indledt i november 2017, udvidet i april 2018 og sat på pause to måneder senere. Illustration: Anders Thykier
Erhverv

Rigsrevisionen rekvirerede flere tusind sider fortrolige dokumenter om økonomien bag Femern-tunnelen, før en hidtil ukendt undersøgelse af Danmarkshistoriens største anlægsprojekt blev sat på pause i juni sidste år. Det viser aktindsigtsdokumenter, som nu får to af Folketingets statsrevisorer på banen.

Villum Christensen (LA) og Frank Aaen (E) vil have en detaljeret forklaring på, hvorfor Rigsrevisionen i netop denne sag har valgt at stille en forundersøgelse i bero.

»Det er jo Danmarkshistoriens største anlægsprojekt, der har været plaget af mange forsinkelser og store problemer. Jeg vil gerne have sikret mig, at udenforstående ikke har været part i at få stillet forundersøgelsen i bero,« siger Villum Christensen.

En række uvildige eksperter har kritiseret, at beslutningsgrundlaget for Femern-projektet har været mangelfuldt. Forligskredsen har afvist kritikken, men nu viser det sig altså, at Rigsrevisionen i det skjulte indledte en undersøgelse af projektet, hvor den danske stat har 62 mia. kr. på højkant.

Det skete i november 2017, men i juni sidste år trykkede rigsrevisor Lone Strøm pludselig på pauseknappen af hensyn til timingen af den tyske myndighedsgodkendelse og den forventede efterfølgende retssag.

Brev fra rigsrevisor Lone Strøm til Transportministeriets departementschef Jacob Heinsen d. 19. juni 2018.

Lone Strøm understreger over for Finans, at det var Rigsrevisionens egen beslutning at sætte undersøgelsen på pause.

Aktindsigtsdokumenter viser dog, at Rigsrevisionen forinden blev præsenteret for mindst to notater om risikoen ved en rigsrevisionsundersøgelse og ifølge flere kilder med kendskab til den politiske proces har Transportministeriet været stærke modstandere af en undersøgelse.

Professor på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh har længe efterspurgt en undersøgelse af usikkerhederne i projektet. Han mener dog, at det kan være fornuftigt at træde på bremsen, fordi projektet står foran en stor retssag i Tyskland.

»Derfor kan det være uhensigtsmæssigt, hvis de går ind og producerer ammunition til at skade statens interesser i sådan en sag,« siger han.

Hverken Femern A/S eller Transportministeriet vil svare på, om man har forsøgt at få sat Rigsrevisionens undersøgelse i bero.

Klik på videoen herover og få en hurtig gennemgang af fire af de problemstillinger, som kan sende Femern-projektets økonomi til tælling.

Artiklens emner
Femern-forbindelsen