Fortsæt til indhold

Kriseramt byggemastodonts ejere fusionerer

Højgaard Holding og Monberg Thorsen, der sammen ejer MT Højgaard, vil fusionere.

Erhverv

Den kriseramte byggegigant MT Højgaard ser nu ud til snart at få en mere simpel ejerstruktur. Bestyrelserne i de to holdingselskaber Højgaard Holding og Monberg Thorsen, der ejer MT Højgaard, har nemlig underskrevet en fælles fusionsplan og fusionsredegørelse. Det oplyser de to holdingselskaber i en fondsbørsmeddelelse.

Fusionen vil betyde, at Monberg & Thorsen vil overdrage sine aktiver til Højgaar Holding og derefter blive opløst. Det fortsættende selskab vil dermed være Højgaard Holding, der i forbindelse med fusionen, forventer at ændre navn til MT Højgaard Holding.

»I forbindelse med fusionen vil alle eksisterende aktier i Højgaard Holding A/S, som besiddes af Højgaard Holdings eksisterende aktionærer blive sammenlagt i én aktieklasse med samme rettigheder, og der vil blive udstedt nye aktier i Højgaard Holding til aktionærerne i Monberg & Thorsen. Besiddelse af én aktie i Monberg & Thorsen, uanset aktieklasse, vil give ret til at modtage én aktie i Højgaard Holding,« skriver selskaberne i fondsbørsmeddelelsen.

Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom hos onlinebørsmægleren Nordnet, er det umiddelbart aktionærerne i Monberg & Thorsen, der kommer dårligst ud af fusionen, da aktiekursen i dette holdingselskab lå over kursen i de to aktier i Højberg Holding.

Han peger dog på, at fusionen ikke løser alle MT Højgaards problemer. MT Højgaard kom ud af 2018 med et underskud på driften på mere end 500 mio. kr.

»Første skridt på vejen til at samle selskaberne er en fusion, hvor det fortsættende selskab får navnet MT Højgaard Holding. Kapitaliseringen er papirstynd og næste skridt kan meget vel blive at rekapitalisere det fortsættende selskab med ny risikovillig aktiekapital. Det er ikke overraskende, at ombytningsforhold havner i Monbergs disfavør. Ejerne bag ved Monberg har ikke på samme måde den finansielle styrke til at skyde ny aktiekapital ind, som tilfældet er for Højgaard,« skriver Per Hansen.

Fusionen har sendt kursen på B-aktien i Højgaard holding op som én af højdespringerne i dagens handel på børsen. Aktien er efter lidt over 20 minutters handel oppe med mere end 11 pct. Omvendt falder aktien i Monberg & Thorsen lige i underkanten af 1 pct.

Sammenlægningen af Monberg & Thorsen og Højgaard Holding har været på tegnebrættet i mange år. Men hver gang er en fusion strandet på værdiansættelserne. Især fordi Monberg & Thorsen en overgang indeholdt flere forskellige elementer som eksempelvis Dyrups og andre ting.

Med fusionen får man nu en direkte børsnotering af selve entreprenørselskabet. Tidligere var der tale om en indirekte børsnotering gennem de to ejerfonde, Ejnar og Meta Thorsens Fond samt Knud Højgaards Fond.

Det har været en konstruktion som har besværliggjort styringen af MT Højgaard og også betydet, at det har været svært at rejse kapital på børsen, hvis man skulle have ønsket det.

Nu kommer investorerne i stedet til at være de direkte ejere af MT Højgaard, der er en af Danmarks største entreprenørkoncerner.

De to holdingselskaber oplyser, at fusionen regnskabsmæssigt vil få tilbagevirkende kraft pr. 1. januar.

Artiklens emner
Monberg & Thorsen
Højgaard Holding