Erhverv
0

Casper Christensen sætter sine penge på vegetariske måltidskasser

Komikeren traf selv beslutningen om at leve plantebaseret for halvandet år siden.

Casper Christensen har solgt sine aktier i Bremen Teater og sine andele i københavnske natklubber. Fremover investerer han kun i projekter, der gavner miljø og sundhed. Foto: Joachim Ladefoged

Casper Christensen investerer i de vegetariske måltidskasser fra Simple Feast.

Med en titel som kreativ konsulent og en større investeringssum bliver komikeren en del af konceptet om at levere et økologisk og vegetarisk alternativ til danskerne.

»Vi skal finde ud af, hvordan vi bliver grønnere og sundere - men med et glimt i øjet og uden at være en løftet pegefinger,« siger Casper Christensen.

Af principielle årsager vil han ikke ud med, hvor meget han investerer, men han fortæller, at det »ikke bare er en hundredelap.«

Han tilvalgte selv en plantebaseret kost for halvandet år siden og vil fremover kun investere i projekter, han selv kan påvirke i en eller anden forstand og som gavner sundhed og miljø.

Feast Kitchen, der er selskabet bag Simple Feast, havde i det seneste regnskabsår for 2017 et samlet underskud på 5,7 mio. kr. efter skat, men fik i august sidste år tilført 78 mio. kr. fra blandt andre Balderton Capital og danske Byfounders.

Og nu er den landskendte komiker også med ombord. Den vegetariske livsstil er et emne, der provokerer mange danskere, som er vant til at se en Casper Christensen med gang i.

»Jeg ved ikke, hvorfor det provokerer folk. Mange sender mig et billede af en bøf - er det meningen, at jeg skal blive vred? Måske ligger det fjernt fra den Casper, de tror, de kender. Klovn-figuren. Men jeg går stadigvæk ud og drikker vin med mine venner, så anderledes er jeg heller ikke blevet,« siger han.

Simple Feast blev en omdiskuteret virksomhed i september sidste år, da de startede kampagnen ”The Quit Meat Helpline”, der sammenlignede rygning og dét at spise kød.

Virksomheden er grundlagt af Jakob Jønck, som tidligere har været med til at udvikle og sælge motionsapp’en Endomondo for 575 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også