TDC vil redde sin erhvervsforretning ved at sikre kunder mod cyberangreb

TDC er klar med en ny femårig strategi, der skal genrejse erhvervsforretningen. TDC vil sælge langt flere it-løsninger og beskytte erhvervskunderne mod cyberangreb.

TDC Erhverv med  Michael Moyell Juul i spidsen skal genrejses efter flere år med kraftig tilbagegang. Det skal ske ved at sælge mere til de eksisterende kunder i form af it-ydelser og netværksdrift. Foto: TDC

TDC vil bide skeer med de klassiske it-selskaber i en ny femårig strategi, hvor der bliver skruet kraftigt op for salget af it-services. Særligt it-sikkerhed og dataløsninger bliver nøglepunkter.

Missionen er at udrydde den kraftige nedtur i erhvervsforretningen, der i årevis været et mareridt for TDC-ledelsen.

»Vores kunder lægger mere og mere data op i skyen, og netværket bliver nerven i virksomhederne. Men der opstår også et sikkerhedsproblem, fordi cyberangreb bliver mere kritiske. Derfor bliver hjørnestenen i vores nye strategi at hjælpe kunderne med at drive deres netværk og sørge for it-sikkerhed 24 timer i døgnet,« siger Michael Moyell Juul, direktør for TDC Erhverv.

Nu skal vi skabe vækst igen.

Michael Moyell Juul, direktør for TDC Erhverv.

TDC lancerer fremstødet under navnet ”Peace of Mind”. Men telekæmpen træder samtidig ind på et trængt it-marked, hvor erfarne aktører som Atea og Globalconnect fører an, ligesom et hav af små it-selskaber kæmper om kunderne.

»Det er et modent marked med hård konkurrence, selv om der fortsat er vækstpotentiale i sikkerheds- og cloudløsninger. Umiddelbart har TDC en fordel i, at de allerede har mange kunderelationer på telefoni, men det kræver formentlig store investeringer at stå stærkt på markedet,« siger Jan Horsager, analysedirektør hos konsulenthuset IDC Nordic.

Siden 2014 er omsætningen i TDC Erhverv dykket med en tredjedel, mens driftsindtjeningen (ebitda) næsten er halveret.

TDC har især været ramt af faldende priser på erhvervstelefoni. På fem år er det såkaldte ARPU-tal, som angiver den gennemsnitlige omsætning pr. kunde, faldet med knap 40 pct. Men Michael Moyell Juul mener, at priserne har ramt en bund.

»TDC Erhverv har været gennem en nedtur, som dog har været aftagende i 2018. Nu skal vi skabe vækst igen. Det sker nok ikke i 2019, men det skal gerne ske inden for et par år,« siger han.

Den klassiske it-branche har væsentligt lavere indtjeningsgrader, end vi ser på teleydelser.

Jan Horsager, analysedirektør hos IDC Nordic.

TDC-direktøren erkender, at det bliver svært at vokse på antallet af erhvervskunder. I stedet skal TDC sælge mere til hver enkelt kunde i form af nye it-løsninger.

»Det bliver netværksdrift, it-sikkerhed og løsninger til at håndtere kunders data, som primært skal drive væksten,« Michael Moyell Juul.

Men it-ydelserne bliver ikke nødvendigvis nogen guldgrube for TDC, vurderer Jan Horsager:

»Den klassiske it-branche har væsentligt lavere indtjeningsgrader, end vi ser på teleydelser.«

Læs også
Top job