Rambøll-topchef kigger på historisk stor ordrebog – vendepunkt nærmer sig
Danmarks største rådgivende ingeniørkoncern Rambøll har sat mere fart på væksten, men indtjeningen er ikke fulgt med i 2018, viser nyt regnskab.
Med fart på væksten og en ordrebog, der aldrig har været større, kalder Rambølls adm. direktør, Jens-Peter Saul, 2018 for et godt år. Men det kunne have være bedre.
Indtjeningen er ikke fulgt med væksten, og endnu et år med fremgang i markedsaktiviteten betyder, at en afmatning rykker tættere på.
Den organiske vækst hos Rambøll udgjorde syv pct. i 2018 mod 2,8 pct. i 2017, mens ordrebogen landede på 7,3 mia. kr. Dermed er ordrebogen næsten en tredjedel tykkere end for et år siden.
»Det, vi opnåede i forhold til vækst, lykkedes dog ikke helt i forhold til indtjeningen, som var lavere end forventet. Det skyldes lavere aktivitet i nogle af vores ellers velperformende forretningsenheder såsom Sverige, Danmark og vores internationale forretningsenhed for Energi,« siger Jens-Peter Saul i en pressemeddelelse.
Overskudsgraden for Rambøll-koncernen faldt fra 4,1 pct. i 2017 til 2,8 pct. i 2018.
Toplinjen landede på 11,4 mia. kr., men Jens-Peter Saul forventer yderligere vækst i 2019, hvor Rambølls pengemaskine også skal smøres:
»Vores fokusområder i 2019 er at fortsætte den positive vækstkurve og forbedre den operationelle performance på tværs af virksomheden for bedre at kunne konvertere vækst til indtjening.«
Men der er en masse jokere, heriblandt brexit og handelskrig, som ifølge topchefen kan stoppe det igangværende opsving. Til Børsen siger han:
»Vendepunktet vil komme på et tidspunkt. Det går meget godt for tiden, men det er klart, at der er skyer i horisonten og modvind. Hvis USA starter en handelskrig mod Europa, så kan det kickstarte en negativ udvikling.«
Rambølls store konkurrent Cowi, som omsætter for 6,2 mia. kr., formåede at få indtjeningen til at følge med væksten i 2018 - og lidt til. Overskudsgraden endte i 2018 på 4,6 pct. mod 4,1 pct. året før.
Cowis adm. direktør, Lars-Peter Søbye, sagde i forbindelse med offentliggørelsen af 2018-tallene, at ingeniørkoncernen forventede vækst i den globale økonomi i 2019, men samtidig understregede også han de politiske faktorer:
»Der vil fortsat være usikkerhed, når det gælder den storpolitiske udvikling og de finansielle markeder.«
Regnskabstal for Rambøll:
| I mio. kr. | 2018 | 2017 |
|---|---|---|
| Omsætning | 11.351 | 10.740,3 |
| Driftsresultat (EBIT) | 317,9 | 441,1 |
| Resultat før skat | 360,8 | 307,8 |
| Resultat efter skat | 237,8 | 146,1 |
| Overskudsgrad i pct. | 2,8 | 4,1 |
| Antal medarbejdere, ultimo | 14.443 | 13.401 |

