Erhverv

København sætter krydstogtrekord i 2019

Der er fremgang i antallet af krydstogtgæster i hele landet, men særligt København trækker krydstogtgæster fra hele verden.

København står overfor et rekordår målt på antallet af passagerer, der besøger byen på et krydstogt. 
Foto: MSC

Flere krydstogtgæster går i land i København i 2019.

Det forventes, at 350 krydstogtskibe med 980.000 passagerer vil anløbe i København. Det er mere end 100.000 flere gæster sammenlignet med 2018.

Derfor stiler Københavns Havn mod et rekordår, og krydstogtchef i Wonderful Copenhagen Claus Bødker forventer også en rekord i både omsætning og jobskabelse, fremgår det af en pressemeddelelse.

»Den danske krydstogtsucces bliver mere og mere forankret rundt i landet som en kilde til omsætning i havnene og forretning i byerne som følge af de internationale gæster. I år kan vi forvente en positiv samlet effekt af krydstogtturismen i form af en omsætning på ca. 1,6 mia. kr. og 2.200 fuldtidsjob,« siger Claus Bødker.

En af årsagerne til fremgang i passagerantallet kan være større skibe. Mens det gennemsnitlige krydstogtskib i Københavns Havn tilbage i år 2000 havde 860 passagerer, så kommer tallet i 2019 op på 2818.

Selvom København er det helt store trækplaster for krydstogtgæster, så er andelen af krydstogtgæsterne, som besøger de øvrige havne rundt i Danmark, også stigende.

I år får havnene uden for hovedstaden for første gang nogensinde næsten en kvart mio. gæster samlet set.

70 pct. af skibene, der lægger til i Danmark, sejler videre rundt i Østersøen, hvor Skt. Petersborg er det største trækplaster, mens de resterende skibe fortsætter til de norske fjorde.

Antallet af gæster i de enkelte havne i Danmark kan variere fra år til år, men i 2019 er der flere, der har markant fremgang, ud over København, herunder Bornholm, Skagen og Fredericia.

I alt forventer Cruisecopenhagen Network, at krydstogtskibene i de danske havne i år samlet vil have 1,2 millioner passagerer.

Læs også