Serier
0

Dansk Erhverv efter nyt brexit-nederlag: »Situationen er mere alvorlig end nogensinde«

Forholdet mellem EU og Storbritannien er helt uafklaret, og det kan få store konsekvenser for Danmark, mener erhvervsorganisation.

Brexit - britisk farvel til EU
Direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen. Foto: Stine Bidstrup.

Med afvisningen af premierminister Theresa Mays skilsmisseaftale med EU, har det britiske Underhus sendt dansk erhvervsliv ud i stor usikkerhed.

Det mener man i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

»Situationen er mere alvorlig end nogensinde. Usikkerhed er gift for erhvervslivet og samfundsøkonomien, og vi nærmer os nu det værst mulige udfald. Nu skal der simpelthen indgås en aftale, hvis ikke vi skal ende der, hvor hverken briterne, danskerne eller EU ønsker – nemlig et no-deal brexit,« siger adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

»Det vil have helt uoverskuelige konsekvenser for økonomien alle tre steder.«

391 stemte imod og 242 for den britiske premierministers brexit-aftale med EU.

Det er anden gang, at Theresa Mays aftale bliver stemt ned, og Dansk Erhverv anbefaler danske virksomheder at forberede sig på et hårdt såkaldt no-deal-Brexit.

Ingen aftale betyder, at der sættes væsentlige barrierer op for handelen mellem Danmark og Storbritannien. Udenrigsministeriet anslår, at dette kan koste danske virksomheder 24 mia. kr. i tabte indtægter og nedgang i BNP på 1,2 pct.

»Hvis vi ikke skal ende i det værste scenarie, skal der findes løsninger - nu. Alle bør kaste sig ind i kampen for en løsning, men det er samtidigt meget vigtigt, at briterne kommer ind i kampen i stedet for at fastholde en linje, som nu igen fejler« siger Brian Mikkelsen.

Theresa Mays nyeste skilsmisseaftale var forhandlet på plads med EU mandag aften, hvor hun mødtes i Strasbourg med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Theresa May advarede selv mod, at afvise hendes aftale med EU. Det kan betyde, at briterne slet ikke kommer til at forlade EU, sagde hun forud for afstemningen.

Både en gruppe EU-modstandere i det britiske konservative European Research Group og det nordirske parti DUP, der er støtteparti for Theresa Mays konservative anbefalede alligevel at stemme imod.

Det er særligt den såkaldte bagstopper, der giver udfordringer. Den handler om den irsk/nordirske grænse, der i dag er helt åben. Men forlader Storbritannien EU, bliver grænsen som udgangspunkt mere lukket, hvilket blandt andet vanskeliggør transport af varer mellem de to lande.

Bagstopperen er ordning, der skal garantere, at grænsen mellem Irland og Nordirland kan forblive usynlig, men betyder også, at Storbritannien skal følge visse regler fra Bruxelles, selvom landet har meldt sig ud af EU.

Onsdag 13. marts stemmer underhuset om hvorvidt Storbritannien vil udtræde med no-deal brexit pr. 29. marts 2019. Underhuset har allerede nedstemt den løsning – og det forventes, at det vil ske igen.

Torsdag 14. marts stemmes der om »en kort midlertidig udsættelse«, som hvis den stemmes igennem skal godkendes af medlemsstaterne i EU.

Det løser ifølge Brian Mikkelsen ikke den grundlæggende udfordring:

»At briternes ønsker til en aftale ikke kan finde støtte i EU.«

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også