Erhverv

Industrispillere angriber Maersk Drillings salgstale til investorerne

Maersk Drilling skiller sig ikke ligefrem ud fra resten af industrien, hvad angår lave omkostninger og hurtighed, lyder det fra flere branchekendere.

Hvor tids- og omkostningseffektiv er Maersk Drilling egentlig i forhold til konkurrenterne? Foto: Mærsk Foto: Mærsk, PR

Selvom Maersk Drilling har skåret en betydelig luns af sine omkostninger og sat fart på boreopgaverne, så halter det danske borerigselskab stadig bagefter.

Sådan lyder det fra en række centrale spillere og konkurrenter i drillingindustrien.

»Vi har set, at adskillige andre har reduceret antallet af dage lige så meget, som Maersk Drilling har kommunikeret,« siger analysechef hos den olie- og shippingfokuserede investeringsbank Clarksons Platou Securities, Eirik Røhmesmo.

Mens selskabet får ros af flere for evnen til at arbejde tæt sammen med oliegiganterne, så skiller Maersk Drilling sig ikke ud hvad angår driftsomkostningerne, lyder det.

»Jeg tror helt sikkert ikke, at Maersk Drilling er omkostningsledende. De fleste andre har forsøgt at presse endnu flere omkostninger ud i forhold til, hvad Mærsk har gjort,« siger Eirik Røhmesmo.

Det er relativt nemt at skære omkostninger, når krisen rammer. Det, der er langt sværere, er at bevare omkostningsniveauet i en vækstperiode.

Simen Lieungh, adm. direktør i Odfjell Drilling

På sin kapitalmarkedsdag i februar fremhævede ledelsen netop det faldende omkostningsniveau og sine hurtige boringer over for investorerne. Maersk Drilling har formået at skære 30-40 pct. af omkostningerne for visse kunder, og i ét tilfælde halverede koncernen antallet af dage, det tog at bore en brønd.

»Vil du vælge en leverandør, der kan gøre arbejdet 30 pct. hurtigere eller 30 pct. langsommere?,« spurgte den kommercielle direktør Morten Kelstrup og fortsatte:

»Nogle vil tabe. Jeg lægger mine penge på, at det vil blive dem, der tager længere tid om det.«

Odfjell Drilling er et af de selskaber, som i to tilfælde har mere end halveret boredagene for sine kunder. Og hvor Mærsk har snittet sine driftsomkostninger ned med 27 pct. fra 2015 til 2018, har Odfjell Drilling skåret sine med mere end 35 pct.

»Det er relativt nemt at skære omkostninger, når krisen rammer. Det, der er langt sværere, er at bevare omkostningsniveauet i en vækstperiode,« siger Simen Lieungh, adm. direktør i Odfjell Drilling.

På Maersk Drillings kapitalmarkedsdag fortalte ledelsen til investorerne, at selskabets daglige omkostninger for at drive en såkaldt jackup-borerig i Nordsøen ligger på 50-65.000 dollars per dag. Det er et stykke over, hvad det koster for konkurrenten Borr Drilling, som også opererer i Nordsøen.

Rune Magnus Lundetræ, finansdirektør i og medstifter af Borr Drilling, roser dog Maersk Drillings nedskæringer i omkostningerne.

»Det er en del, men det kommer formentlig fra høje niveauer. Vi er en smule anderledes, fordi vi etablerede selskabet fra bunden for to år siden og kunne bygge omkostningsstrukturen forfra,« siger han.

Maersk Drilling selv er uenig i, at selskabet ikke ligger foran sine konkurrenter.

»Der er ingen tvivl om, at der i de senere år har været et generelt fokus på effektivitet i branchen, i høj grad drevet af markedsforholdene. Maersk Drilling ligger i den forreste del af feltet på dette område,« lyder det i en kommentar fra selskabet med henvisning til blandt andet kundetilfredsheden.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også