Erhverv

Fransk rederikæmpe klar til afnotering af tidligere DSV-mål

Det franske rederi CMA CGM, der konkurrerer med blandt andet Mærsk, er nået så langt med sit opkøbstogt i schweiziske Ceva Logistics, at en afnotering fra børsen i Zürich nu er inden for rækkevidde.

I efteråret forsøgte danske DSV sig med et opkøb af Ceva. Det skete først med et tilbud på 27,75 schweizerfranc per aktie, som efter en afvisning blev hævet til 30 schweizerfranc per aktie. Foto: AP Photo

CMA CGM ejer nu 89,47 pct. af aktierne, efter at selskabet i februar fremsatte et officielt tilbud på alle aktierne i Ceva, som det i forvejen ejede en god bid af.

Den ejerandel er nok til at tvangsindløse resten af aktionærerne, og Ceva vil derfor søge om afnotering fra børsen, fremgår det af en meddelelse fra selskabet tirsdag morgen.

Bestyrelsen hos det schweiziske logistikselskab anbefaler i øvrigt de resterende aktionærer at takke ja til CMA CGM's tilbud, der lyder på 30 schweizerfranc per aktie, i løbet af den forlængede tilbudsperiode, som kommer til at strække sig fra onsdag til og med den 2. april.

I efteråret forsøgte danske DSV sig med et opkøb af Ceva. Det skete først med et tilbud på 27,75 schweizerfranc per aktie, som efter en afvisning blev hævet til 30 schweizerfranc per aktie.

Også dette tilbud blev imidlertid afvist - også selv om det har samme værdi som det franske tilbud, der hele vejen har mødt opbakning hos bestyrelsen i Ceva Logistics.

Med til historien hører dog også, at CMA CGM og Ceva Logistics har et længerevarende samarbejde, og at CMA CGM allerede sad på omtrent en tredjedel af selskabet, inden tilbuddet blev fremsat.

Mens DSV er røget ud af kapløbet om Ceva Logistics, har den danske transportkoncern i stedet kastet sin kærlighed over konkurrenten Panalpina, hvor der trods aktionærmodstand angiveligt stadig pågår en dialog om en eventuel fremtidig overtagelse.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også