Erhverv

Kviklånsselskaber politianmeldt for vildledning: »Det er problematisk«

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt seks selskaber, der står bag forbrugslån, for brud på markedsføringsloven.

Foto: Christian Klindt Sølbeck

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt seks selskaber, der udbyder forbrugslån, for vildledning. De seks selskaber har ifølge Forbrugerombudsmanden vildledt med priser eller vilkår, og de har derudover ikke været tydelige omkring priserne. Endelig har fem af de seks politianmeldte selskaber markedsført forbrugslån som en kassekredit.

Politianmeldelserne kommer, efter at Forbrugerombudsmanden har undersøgt ni selskabers markedsføring af lån og deres kreditvurdering. Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

»Det er særdeles problematisk, at de politianmeldte selskaber overtræder flere af de forbrugerbeskyttende regler på én gang. Når deres markedsføring indeholder urigtige oplysninger og forbrugerne i øvrigt vildledes, så er forbrugeren ikke bare uden den beskyttelse, som kreditvurderingen og kreditoplysningerne skal sikre. Forbrugeren risikerer tilmed at indgå en låneaftale på urigtige forudsætninger,« udtaler Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Det er selskaberne 4finance, Capitolia, Creamfinance Denmark, Gokredit, Finans 247 og Ferratum, der er blevet politianmeldt. Disse selskaber står bag Vivus.dk, Zaplo.dk, Hurtiglaan.dk, Kronelaan.dk, Simbo.dk, Lendon.dk og Kassekreditten.dk.

Forbrugerombudsmandens undersøgelse viste, at otte af de ni selskaber opererer med høje låneomkostninger, at mange af lånene har lange løbetider, og at lånetiden på nogle lån ikke ligger fast. På den sidste type lån er der ifølge Forbrugerombudsmanden typisk tale om afdragsfrie lån, som har en månedlig rente på mellem 12,5 og 20 pct.

Det er dog langt fra alle selskaber, der har lavet en ordentlig kreditvurdering, slår Forbrugerombudsmanden fast. Undersøgelsen viste således, at to selskaber ikke har vurderet, om låneansøgerne kunne betale kviklånet tilbage. Selskaberne havde kun vurderet, om lånerne kunne betale de løbende renter.

»Vi kan se, at nogle selskaber giver forbrugerne afdragsfrie lån på ubestemt tid uden at have vurderet, om forbrugerne har råd til at afdrage. Det er en klar overtrædelse af kreditaftaleloven. Forbrugere, der ikke har råd til at afdrage, risikerer at skulle betale meget høje renter i det uendelige på et sådan forbrugslån,« udtaler Christina Toftegaard Nielsen.

Der er også blevet bevilget lån til personer, hvor der var indikationer på, at vedkommende havde et for lavt rådighedsbeløb til at kunne betale lånet tilbage.

Endelig har flere af selskaberne ikke indhentet »tilstrækkelige oplysninger om låneansøgernes løbende udgifter til for eksempel bolig eller anden gæld«.

»Dermed kunne de efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke vurdere, om låneansøgerne havde tilstrækkelige frie midler til at kunne tilbagebetale lånet,« skriver Forbrugerombudsmanden.

En del af selskaberne indhentede oplysningerne, men gjorde ikke brug af dem.

Finans arbejder på at få en kommentar fra brancheforeningen Dansk Kredit Råd (DKR), der reprænsenterer flere forbrugslånsselskaber.

Fra Digitale Långivere, der repræsenterer kviklånselskaber, lyder det bl.a., at de politianmeldte medlemmer har handlet i god tro ved at kalde produkterne for kassekreditter frem for kviklån.

»Vi må se, hvad der sker herfra. Vi må se, hvornår der bliver rejst sigtelser og hvad anklagemyndighedens synspunkt er. Og så tager vi den derfra,« siger Christina Trauboth, talsperson i Digitale Långivere.

Læs også