Fortsæt til indhold

Spahotel næsten endegyldigt ude af krise

Hotel Vejlefjord forventer snart at have positiv egenkapital for første gang i en lang årrække.

Erhverv

Ét af Danmarks førende spahoteller kan nu snart endegyldigt lægge finanskrisen bag sig.

For efter sit femte overskud i træk er egenkapitalen nu snart igen positiv hos Hotel Vejlefjord, der i 2018 havde 5,3 mio. kr. på bundlinjen.

Da det så allersortest ud efter regnskabsåret 2013, var egenkapitalen negativ med 27 mio. kr. efter en årrække med store underskud.

Men efter 2018-regnskabet er egenkapitalen nu ”kun” negativ med 3,3 mio. kr.

»I 2019 forventes egenkapitalen væsentligt styrket, således at den bliver positiv,« skriver Hotel Vejlefjord i sit nye regnskab.

Hotellet betegner regnskabet som meget tilfredsstillende.

»I 2018 har Hotel Vejlefjord A/S igen haft en flot omsætningsfremgang på hovedsegmenterne hotel, konference og spa. Især på konferencemarked har der været en markant vækst,« skriver Hotel Vejlefjord.

I januar blev en renovering af 39 værelser i hotellets hovedbygning færdiggjort. Derudover er mødefaciliteterne blevet opgraderet.

Hotel Vejlefjord ser derfor lyst på fremtiden.

»Med enestående spafaciliteter efter internationale standarder - går Hotel Vejlefjord A/S 2019 i møde med stor optimisme til trods for, at der er skarp konkurrence inden for hotelbranchen. Ledelsen forventer i 2019 derfor en fortsat stigning i hotellets omsætning og indtjening, da hotellet nu har renoveret alle værelserne i hovedbygningen,« skriver hotellet i regnskabet.

Hotel Vejlefjord har spafaciliteter, som kaldes enestående. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Det var især finanskrisen, der var hård ved Hotel Vejlefjord, fortalte hotellets direktør, Flemming Jakobsen, i januar 2016 til Finans.

»På det tidspunkt (i 2012, red.) var vi så langt ude, at der skulle ske et eller andet drastisk. Det var også derfor, at jeg kom til. Vi spurgte os selv, hvad kerneforretningen var. Det var spa og konferencer. Alt andet kom af sig selv, mente vi, så det skulle vi ikke bruge energi på,« fortalte han.

Hotel Vejlefjords historiske bygninger går 120 år tilbage til dengang, hvor læge Chr. Saugman åbnede Danmarks første sanatorium for brystsyge. Siden blev Vejlefjords værelser og lokaler ombygget, der blev sat gang i tilbygningsprojekter, og i 2008 blev en stor spaafdeling taget i brug.

Hotel Vejlefjord er ejet af Vejlefjord-fonden.

Artiklens emner
Hotel Vejlefjord