Britta Nielsens datter konkurs med gæld på 7 mio. kr.
Nadia Samina Hayat har fået beslaglagt udenlandske bankkonti, en Mercedes og flere Apple-produkter, men ikke sine heste. Det viser et dokument i hendes personlige konkursbo.
Der er et stykke vej, før den svindelsigtede Britta Nielsens datter Nadia Samina Hayat kan betale den gæld, der er i hendes personlige konkursbo.
For mens der er anmeldt krav for 7,3 mio. kr. i konkursboet, er der i øjeblikket kun fundet aktiver for 117.000 kr.
Sådan lyder det i en foreløbig opgørelse, som Finans har fået aktindsigt i, udarbejdet af kurator Boris Frederiksen.
Af opgørelsen fremgår det, at Nadia Samina Hayat har fået beslaglagt en række ting af politiet.
Hendes danske konti med et indestående på omkring 117.000 kr. er blevet beslaglagt. Det samme er udenlandske konti i Holland og Tyskland, som Nadia Samina Hayat har brugt i forbindelse med sine hestevirksomheder i de to lande.
Hestevirksomhederne var i øvrigt finansieret af Britta Nielsen, har Nadia Samina Hayat fortalt i et interview til Kanal 5.
Endelig har Britta Nielsens 31-årige datter fået beslaglagt en Mercedes C220 fra 2014, en iPhone X og to Apple-computere.
Både de udenlandske konti, bilen og Apple-produkterne er foreløbig opgjort til en erindringsværdi på 1 kr. i konkursboets opgørelse.
Når aktiver opgøres til 1 kr., er det fordi, kurator først skal undersøge, om aktiverne har en reel værdi for boet.
Nadia Samina Hayat ejer desuden halv- eller helparter i heste i Danmark og Tyskland. Derudover har hun et gavekort til en hest til en skønnet værdi på 37.500 euro.
»Kurator undersøger for nuværende ejerskabet og hestenes eventuelle værdi, hvorfor de foreløbigigt medtages til erindringsværdi,« står der i opgørelsen.
Nadia Samina Hayats ejerandel i det hollandske hestefirma S. Hayat Sporthorses B.V. undersøges desuden af kurator for værdier.
Tidligere har kurator Boris Frederiksen oplyst, at Britta Nielsen overførte 11,4 mio. kr. til tre nærtstående personer, og at disse penge ville blive kræve tilbagebetalt.
Finans har forsøgt at få en kommentar fra Boris Frederiksen om, hvorvidt gælden på 7,3 mio. kr. i Nadia Samina Hayats konkursbo skal ses i den sammenhæng. Men kuratoren er ikke vendt tilbage på Finans’ henvendelser.
I februar kunne Finans afsløre, at Nadia Samina Hayat var gået personligt konkurs, fordi hun angiveligt havde modtaget private anfordringslån fra sin mor Britta Nielsen, der er mistænkt for at udbetalt mere end 120 mio. kr. til sig fra Socialstyrelsens tilskudsmidler.
Disse penge blev krævet tilbagebetalt til Britta Nielsens personlige konkursbo, som også bestyres af Boris Frederiksen.
Men da Nadia Samina Hayat ikke betalte det skyldige beløb, blev hun begæret konkurs af Boris Frederiksen. Nadia Samina Hayat havde ikke indsigelser mod konkursdekretet, ligesom hun vil samarbejde med kurator gennem sin advokat Christian Bjerrehuus.
Han har ingen kommentarer til kravets størrelse mod Nadia Samina Hayat, men forklarer i en skriftlig udtalelse, at konkursen ikke kom som en overraskelse.
»Under alle omstændigheder har min klient åbent fortalt, at hun i en lang årrække har modtaget penge fra hendes mor. Når hendes mors konkursbo anser pengene for værende lån, og disse ikke kan tilbagebetales inden for en kort frist, så er betingelserne for en konkursbegæring som udgangspunkt opfyldt,« skriver Christian Bjerrehuus til Finans.
Nadia Samina Hayat er ligesom sine to søskende sigtet for hæleri i sagen mod Britta Nielsen. Denne sigtelse har dog ikke noget med Nadia Samina Hayats konkurs at gøre.

