Dansk makkerpar tjener millioner på managerspil
Firmaet bag Holdet.dk, der leverer digitale managerspil til sportsglade danskere, tjener millioner på foretagendet.
Det populære danske managersite Holdet.dk er blevet en gylden millionforretning for makkerparret Ole Christensen og Jesper Carstensen.
De ejer hver 50 pct. af selskabet bag Holdet.dk, Swush, som sidste år kom ud med et overskud på 6,4 mio. kr. Det viser et nyt regnskab.
I løbet af året var 210.000 danskere inde på Holdet.dk og sætte et managerhold. Det var rekord og skyldtes ikke mindst sommerens fodbold-VM.
Ole Christensen stiftede firmaet for snart 20 år siden sammen med partneren Jesper Carstensen. Det var lige efter dotcom-bølgen. Her var managerspil allerede opfundet, men det fandtes kun i aviser - og derfor så makkerparret en mulighed i en digital løsning.
De skulle vise sig at se rigtigt.
Gennem årene har stifterne tjent pæne millionbeløb på de tiusindvis af danskere, som hvert år duellerer med hinanden om at sætte det bedste hold, hvad end det er inden for fodbold, håndbold eller cykling.
I 2015 solgte Ole Christensen og Jesper Carstensen 60 pct. af aktierne i Swush til Danske Spil. Det indbragte dem cirka 10 mio. kr.
Managerspilllene, som Swush udvikler, går ud på at vælge de rigtige spillere eller ryttere på sit hold og derigennem tjene point.

