Stifter af konkursramt flyselskab: »Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv«
Cirka 1.000 ansatte i Wow Air mister deres arbejde som følge af konkursen.
En langvarig dødskamp endte torsdag morgen med en konkursbegæring for det islandske lavprisflyselskab Wow Air.
Det kriseramte flyselskab har indstillet driften og aflyst alle sine afgange. Tusindvis af passagerer har været strandet rundt om i verden, men er nu ved at blive fragtet hjem af andre flyselskaber - på deres egen regning.
I et brev til Wow Airs medarbejdere skriver stifter Skuli Mogensen, at han »aldrig vil kunne tilgive sig selv« for ikke at have handlet tidligere og dermed potentielt have afværget konkursen.
Den islandske it-rigmand stiftede Wow Air i 2011 og fik stor succes med bl.a. at tilbyde billige flyvninger til USA. Men økonomien i Wow Air kørte helt af sporet. Sidste år tabte selskabet 1 mio. kr. om dagen, og gælden voksede til enorme højder.
For få dage siden lykkedes det så Wow Air at lande en aftale med en række af sine kreditorer. De sagde ja til at omdanne deres tilgodehavende i flyselskabet til aktiekapital.
Men Wow Air havde stadig brug for yderligere finansiering for at kunne blive på vingerne. Den mission mislykkedes.
Cirka 1.000 ansatte i Wow Air mister deres arbejde som følge af konkursen. Derudover står tusindvis af andre arbejdspladser på Island til at blive påvirket af konkursen.
Samtlige af Wow Airs syv tilbageværende fly er ifølge branchemediet check-in.dk sat på jorden og befinder sig i amerikanske og canadiske lufthavne. Kuratorerne i konkursboet skal nu forsøge at sælge ud af Wow Airs aktiver.
På sit højeste havde Wow Air 20 fly og fløj til mere end 40 destinationer i USA, Canada, Indien og Europa.
Sidste år fløj 3,5 millioner passagerer med Wow Air.


