Erhverv

Ni vestjyske venner vinder international pris for rå alkohol i verdensklasse

Stauning Whisky blev torsdag aften hyldet ved international prisuddeling.

Stauning Whisky, der produceres i udkanten af Skjern, modtog torsdag aften international hæder. Foto: Gregers Tycho

Det koncentrat af rå alkohol, der bobler ud af kobberkedlerne hos det vestjyske destilleri Stauning Whisky, blev torsdag aften hædret som et produkt af højeste kvalitet, da der var World Whiskies Award i London. De ni venner, som står bag Stauning Whisky, modtog prisen i kategorien 'new make', som er råsprit, der endnu ikke har taget smag af whisky.

»Det er fingeraftrykket fra vores destilleri, vores mest afslørende produkt, og derfor er det en pris, som virkelig er et skulderklap til vores håndværksmæssige kvalitet og vores måde at lave whisky på,« udtalte Hans Martin Hansgaard, medstifter af Stauning Whisky, i en pressemeddelelse.

Stauning Whisky startede som et hobbyprojekt i 2005 og har siden skabt opmærksomhed i både ind- og udland. De gyldne dråber har været serveret på Noma, og sidste år skød spiritusgiganten Diageo 100 mio. kr. i projektet.

»Det er fantastisk for Danmark, at Diageo, som er verdens største ejer af whiskydestillerier, har fået øjnene op for og givet muligheden for, at et lille dansk mikrodestilleri kan være med til yderligere at sætte Danmark på verdenskortet, som en af de tre førende lande til produktion af whisky i verdensklasse,« sagde Niels Zeeberg, direktør for restaurationsguiden White Guide, til DR P4 Midt & Vest i august.

Stauning Whisky produceres efter traditionsbundne metoder kombineret med et new nordic-fokus på lokale råvarer.

»Vores ambition har hele tiden været at genopfinde whiskyen ved at bruge gamle produktionsmetoder, som mange er holdt op med at bruge og tilsætte vores egen opfindsomhed og nytænkning. For eksempel gulvmalter vi og destillerer på små pot stills over åben ild. Samtidig bruger vi kun lokale råvarer – byg, rug og tørv – fordi det interessante ved en whisky efter vores mening er, at den smager af den egn, hvor den kommer fra,« lød det fra medejer Hans Martin Hansgaard efter prisuddelingen.

BRANCHENYT
Læs også