Bilboss gransket - nu er tre ukendte jetfly dukket op
Den tidligere administrerende direktør i Renault Carlos Ghosn er anklaget for skatteunddragelse. Nu har Renault og Nissan fundet flere mistænkelige forhold.
Anklagerne hober sig op mod den tidligere bilboss Carlos Ghosn, der sad fængslet i Japan i over 100 dage, fordi han bl.a. er tiltalt for skattesnyd.
Nu er der nye informationer i sagen, skriver Financial Times.
Undersøgelserne af den tidligere leder af alliancen bestående af Renault-Nissan-Mitsubishi Motors har nemlig vist, at Renault-selskabet disponerer over tre jetfly, som selskabet ikke selv kender noget til - og pilen peger mod Carlos Ghosn.
Ifølge Renault gjorde Carlos Ghosn i høj grad brug af langdistance-jetfly, men det franske selskab har altså nu fundet yderligere tre fly, der eftersigende skulle være brugt til regionale flyvninger. To af de tre fly er ifølge Financial Times lejet på langsigtede aftaler, mens det tredje er ejet af selskabet selv.
Carlos Ghosn har tidligere udtalt, at han »sover bedst« om bord på et fly, og i et interview, han stillede op til, før han blev arresteret, fortalte han, at han var flittig bruger af privatjets, og at han ofte fløj fra Japan til USA fredag for så at flyve til Frankrig søndag for at arbejde hele ugen.
De nye oplysninger kommer, efter at Carlos Ghosn blev arresteret i november 2018 i Japan, hvor han er tiltalt for at have modtaget store beløb fra Nissan, som han ikke har opgivet til skat. Efter en intern undersøgelse fandt man frem til, at Carlos Ghosn igennem flere år har underrapporteret sin reelle løn.
Carlos Ghosn har siddet fængslet indtil 6. marts, hvor han blev løsladt mod en kaution på, hvad der svarer til 59 mio. kr.
Ghosn har i årevis været en af de mest markante personer i den globale automobilindustri som topchef for Renault-Nissan-Mitsubishi-alliancen.
Den 64-årige Carlos Ghosn er bl.a. mistænkt for at have underrapporteret sin løn for at skjule sin reelle indkomst fra selskabet med 44,5 millioner dollars, og derudover har retten i Japan anklaget Nissan Motors for at misinformere i selskabets årsregnskab.
»Der er også afdækket en lang række signifikante tilfælde af overtrædelser så som personligt brug af firmaets aktiver,« skrev Nissan i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Og nu er der altså opdaget flere hemmeligholdte flyaftaler.
Carlos Ghosn har i retten erklæret sig uskyldig i anklagerne.