Erhverv

Pandora-direktør stopper omgående

Pandora må sige farvel til sin driftsdirektør Jeremy Schwartz, der fratræder efter få måneder i stolen.

Jeremy Schwartz er fortid i Pandora blot få måneder efter, han tiltrådte som driftsdirektør.

Driftchefen i Pandora, Jeremy Schwartz, stopper med omgående virkning, oplyser Pandora i en pressemeddelelse.

Dermed nåede Schwartz kun ca. otte måneder i stolen, efter han i august sidste år blev hentet ind til topposten. Inden tiltrædelsen i Pandora havde han frem til begyndelsen af 2018 været adm. direktør i Bodyshop.

Pandora oplyser, at Schwartz stopper som følge af, at de to chefer i toppen har samme kompetencer.

»Jeg har stor sympati for Jeremys beslutning i betragtning af det overlap i kompetencer, der er mellem ham og Alexander Lacik (Pandoras kommende adm. direktør, der blev ansat i februar og som ifølge meddelelsen vil begynde i »nærmeste fremtid«, red.). Jeg vil gerne takke Jeremy for hans betydelige bidrag til Pandora. Sammen med Anders Boyer har han været vigtig i fremdriften af Programme NOW, og han efterlader en klar plan,« siger Pandoras bestyrelsesformand, Peder Tuborgh.

Planen, som formanden roser Schwartz for at bidrage til gik bl.a. ud på at spare 1,2 mia. kr. og investere i webshop, butikker, branding og marketing.

Opsigelsen, der ifølge pressemeddelelsen er sket efter »gensidig aftale«, kommer efter et turbulent år for Pandora: Sidste sommer blev den daværende adm. direktør Anders Colding Friis fyret, aktien har taget et solidt dyk på 65 pct. alene i 2018, og i marts meddelte formand Tuborgh – der også er adm. direktør i Arla – at han er klar til at forlade sin post.

Få dage før formanden kom med den besked, blev Pandoras fremtidsplaner mere eller mindre savet i stykker af storbanken SEB, der så 10 års ørkenvandring forude for Pandora. Analytikere har før taget fejl, men den her var udarbejdet af Magnus Thorstholm Jensen, der frem til december 2018 var vice president i Pandora.

BRANCHENYT
Læs også