Erhverv
0

Kendt fra tv: Vaskefirma er gået konkurs

Washa har flere prominente medejere. Nu er vaskefirmaet ramt af en konkurs for anden gang på syv måneder.

De tre stiftere af Washa, som nu er gået konkurs. Fra venstre er det Max Stripp, Karim Ben M'Barek og Jannick Christensen.
Foto: Niels Hougaard

Vaskefirmaet Washa, der blev kendt for sin tv-optræden i programmet "Løvens Hule" på DR, er gået konkurs.

Det bekræfter advokat Anders Hauge Gløde fra Bech-Bruun, som er kurator i konkursboet. Samtidig med konkursen har selskabet Washa ApS skiftet navn til Anpartsselskabet af 2. april 2019.

»Konkursbegæringen kommer fra ledelsen selv. Der var ikke penge til at betale lønnen for marts. Jeg har endnu ikke undersøgt, hvordan det kom dertil,« siger kuratoren til Finans.

Washas forretning er dog endnu ikke lukket. 400 kunder får renset deres ting i weekenden, fortæller Anders Hauge Gløde.

»Vi kører aktiviteterne videre, da det øger chancen for at få mest muligt for konkursboets aktiver. Der er flere interesserede købere af konkursboet, og vi regner med at lukke en aftale i løbet af weekenden,« siger han.

Kuratoren vil ikke afsløre identiten på de interesserede købere.

Det er anden gang på syv måneder, at Washa er ramt af en konkurs.

I begyndelsen af september lod Washa sit daværende selskab gå konkurs efter en bizar tvist med den tidligere storaktionær Berendsen.

Frem for at drive det daværende driftsselskab videreførte Washa sine aktiver og aktiviteter videre i et nystiftet selskab, så selskabet kunne få »friheden« tilbage, som vaskefirmaet selv formulerede det.

Den manøvre er lige nu ved at blive undersøgt af advokat Michala Roepstorff fra Plesner, som er kurator i Washas første konkursbo.

Finans har tidligere kunnet fortælle, at der var anmeldt gæld for 10 mio. kr. i det konkursbo.

Washa hentede 1,5 mio. kr. i kapital fra Christian Stadil, Jesper Buch og Tommy Ahlers i DR-programmet ”Løvens Hule”.

I det nye Washa-selskab er Christian Stadil og Jesper Buch fortsat medejer, mens Tommy Ahlers ikke længere er med. Dog er Anders Degn Kristensen, som er direktør i Tommy Ahlers’ selskaber, efter han blev uddannelses- og forskningsminister, blevet medejer af Washa.

Henover en weekend i begyndelsen af september valgte Washa at rydde lokalerne i sit daværende vaskeri hos Berendsen i Kastrup.

Det skete, uden at Berendsen var orienteret, og det var samtidig den foreløbige kulmination på en lang periode med uenigheder mellem parterne.

Berendsen skød med skarpt mod Washa og fortalte, at de havde millioner til gode hos vaskefirmaet. Derfor anmeldte Berendsen et millionkrav i Washas første konkursbo.

Finans arbejder på at få en kommentar fra Washas adm. direktør og medejer, Karim Ben M'Barek.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også