Blev kendt på tv: Vaskefirma efterlod sig milliongæld i konkurs
Efterspillet af en bizar tvist mellem den ambitiøse vaskeservice Washa og en tidligere storaktionær bliver undersøgt af en advokat.
Vaskefirmaet Washa, kendt fra DR-programmet ”Løvens Hule”, skal nu granskes af advokat Michala Roepstorff fra Plesner Advokatpartnerselskab.
Hun er kurator i det driftsselskab, Washa lod gå konkurs tidligere på året efter en bizar tvist med den tidligere storaktionær Berendsen.
Frem for at drive det daværende driftsselskab videre førte Washa sine aktiver og aktiviteter videre i et nystiftet selskab, så Washa kunne få »friheden« tilbage, som vaskefirmaet selv formulerede det.
Michala Roepstorff vil nu undersøge, om den manøvre er gået ordentligt til.
»Vi er interesseret i at vide, om overdragelsen af værdier til det nye selskab - kort tid inden konkursen, og på et tidspunkt hvor det stod klart, at selskabet var insolvent - er sket efter bogen. Det vil vores kommende undersøgelse vise,« siger hun.
Michala Roepstorff understreger, at hun på nuværende tidspunkt intet grundlag har for at sige, at der er foregået noget forkert.
Kuratoren er særligt interesseret i overdragelsen af aktiver til det nye Washa-selskab, fordi hun hidtil kun har fundet aktiver for knap 68.000 kr. i det tidligere driftsselskab.
Da der samtidig er anmeldt gæld for omkring 10 mio. kr. i det konkursramte selskab, er der et stykke vej til, at kreditorerne kan se frem til at få mere end blot en del af deres tilgodehavender betalt.
Finans har været i kontakt med Washas adm. direktør og medejer, Karim Ben M’ Barek, men han ønsker ikke at kommentere kuratorens udtalelser eller oplysninger.
Henover en weekend i begyndelsen af september valgte Washa at rydde lokalerne i sit vaskeri hos Berendsen i Kastrup.
Det skete, uden at Berendsen var orienteret, og det var samtidig den foreløbige kulmination på en lang periode med uenigheder mellem parterne.
Berendsen skød med skarpt mod Washa og fortalte, at de havde millioner til gode hos vaskefirmaet. Berendsen har anmeldt et millionkrav i Washa-konkursboet.
Washa hentede 1,5 mio. kr. i kapital fra Christian Stadil, Jesper Buch og Tommy Ahlers i DR-programmet ”Løvens Hule”.
I det nye Washa-selskab er Christian Stadil og Jesper Buch fortsat medejer, mens Tommy Ahlers ikke længere er med. Dog er Anders Degn Kristensen, som er direktør i Tommy Ahlers’ selskaber, efter han blev uddannelses- og forskningsminister, blevet medejer af Washa.