Fortsæt til indhold

Mærsk-direktør venter bedre vækst i andel halvdel af 2019

Det første halvår har, for Mærsk, været præget af handelskonflikten mellem Kina og USA.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Efter et svagere første halvår på grund af globale handelsusikkerheder venter Mærsk en bedre vækst i andel halvdel af året for containershipping-industrien.

Det fortæller Søren Toft, der er driftsdirektør i Mærsk, tirsdag i et interview i Singapore ifølge Bloomberg News.

Forventningen kommer oven på en periode, der har været stærkt præget af handelskonflikten mellem verdens to største økonomier, USA og Kina. I løbet af fjerde kvartal sidste år nåede den amerikanske import fra Kina at stige mere end 10 pct., da kunder ville skynde sig at flytte varer, før højere toldsatser trådte i kraft.

- Det var en meget usædvanlig vækst, og det betød, at der blev opbygget lagre.

- Vi regner med, at væksten i årets første to kvartaler vil blive lavere, og at væksten vil blive en smule bedre i tredje og fjerde kvartal. Herefter håber vi at vende tilbage til et mere normaliseret vækstniveau, siger Søren Toft ifølge Bloomberg News.

Mærsk-direktøren regner endvidere med, at udbuddet af containershipping-kapacitet vil vokse mere moderat i de kommende par år oven på en konsolidering i industrien. Han nævner samtidig, at rederierne har brug for at fokusere på services for at undgå at blive alt for ensporede.

For indeværende år venter Mærsk en vækst på 1-3 pct. i de samlede fragtmængder. Forventningen er mere konservativ end hos flere af konkurrenterne, og det hænger ifølge Søren Toft sammen med usikkerhederne omkring handelskonflikten mellem USA og Kina samt effekterne af Storbritanniens forventede udtræden af EU-samarbejdet.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Søren Toft