Erhverv
0

Tidligere ATP-direktør ny formand for Lego-pengetank

Bjarne Graven Larsen er ny bestyrelsesformand i Kirk Johansen-familiens pengetank Kirk Kapital.

Bjarne Graven Larsen (i midten) er ny bestyrelsesformand i Kirk Kapital. Arkivfoto: Carsten Bundgaard.

Den tidligere fondsdirektør og investeringsansvarlige i ATP, Bjarne Graven Larsen, er ny formand for Lego-pengetanken Kirk Kapital.

Det oplyser Kirk Kapital i en pressemeddelelse.

»Bjarne Graven Larsen kom ind i bestyrelsen i 2018. Han er et stort aktiv, og jeg er utroligt glad for, at han har takket ja til formandsposten,« siger Casper Kirk Johansen.

Kirk Kapital er et familieejet investeringsselskab, der fungerer som pengetank for Kirk Johansen-familien. Familiens formue blev skabt, da Gunhild Kirk Johansen blev købt ud af Lego af sin bror Kjeld Kirk Kristiansen i 2007.

I dag forvalter Kirk Kapital en formue på ca. 8 mia. kr.

Casper Kirk Johansen, der repræsenterer ejerfamilien i bestyrelsen og hidtil har siddet som bestyrelsesformand, fortsætter som næstformand for bestyrelsen.

Bjarne Graven Larsen var i perioden 1999 til 2010 fondsdirektør og investeringsansvarlig i ATP, inden han rykkede videre til en stilling som adm. direktør i FIH Bank, hvor han sad frem til 2014.

Herefter fortsatte han karrieren som finansdirektør i Novo A/S, der i dag hedder Novo Holdings og er moderselskabet bag Novo Nordisk og Novozymes, inden han i 2016 tog springet over Atlanten og blev investeringsdirektør i den store canadiske pensionskasse Ontario Teachers’ Pension Plan (OTPP). Den stilling sad han i indtil april 2018.

Udnævnelsen af Bjarne Graven Larsen er ikke den eneste ændring i Kirk Kapitals bestyrelse. Ind træder Oscar Mosgaard, mens Jens Jørgen Madsen og Leif Hasager stopper. Birgitte Nielsen forbliver i bestyrelsen.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også