Erhverv
0

Verdo stopper midlertidigt med at kræve overpriser af varmekunder

Verdo stiller en metode i bero, der er blevet brugt siden 2000 til at hæve kundernes varmepriser med.

Verdo i Randers er kommet ud i et regulært stormvejr, efter at det er kommet frem, hvordan koncernen har brugt flere metoder til at trække penge ud af virksomhedens varmekunder. Foto: Brian Karmark.

Energikoncernen Verdo har besluttet at stoppe med overfakturere sine kunder, efter at virksomheden de seneste uger har været ude i et voldsomt stormvejr.

Det oplyser koncernen på sin hjemmeside, og pressemedarbejder Nils Gottlieb Johansen oplyser, at virksomhedens praksis er sat i bero, indtil Forsyningstilsynet har afgjort, om virksomheden har gjort noget ulovligt.

Som beskrevet på Finans har Verdo hævet varmeprisen over for sine kunder med en kontroversiel metode, der går ud på at indregne en såkaldt forrentning af indskudskapitalen.

På den måde har Verdo år efter år hentet tocifrede millionbeløb ud af sine varmekunder på trods af, at varmeforsyningsselskaber er underlagt et særligt hvile-i-sig-selv-princip. Det betyder, at kunderne ikke må betale mere, end hvad det koster at opretholde varmeforsyningen.

Der er dog en undtagelse i loven, men ifølge Forsyningstilsynet skal den godkendes af myndighederne, og Verdo har gjort det uden tilladelse.

Tilsynet har allerede pålagt Verdo at tilbagebetale 235 mio. kr. for perioden 2000-2005 og mangler endnu at tage stilling til de efterfølgende år.

Men selv om koncernen allerede har søgt om tilladelse til at forhøje priserne for at opnå forrentning af indskudskapitalen for både 2019 og 2020, stopper den med at indregne overprisen, så snart det ifølge Nils Gottlieb Johansen er praktisk muligt.

Det er det formentlig fra 1. juni, når koncernen går i gang med at tilbagebetale de 235 mio. kr. til kunderne gennem prisreduktionerne på varmen, oplyser han.

Han kan ikke oplyse, hvad det betyder i kroner og øre, men det hører med til historien, at et flertal i Folketinget lavede et politisk indgreb mod modellen i 2017, der betød, at fjernvarmeselskabernes muligheder for at benytte den blev kraftigt begrænset.

»Der er blevet sået tvivl om, hvor vidt det var lovligt eller ej, så derfor ønsker vi bare at vise over for forbrugerne, at det vigtigste er lave priser. Så nu sætter vi det i bero, indtil afgørelserne er kommet fra Forsyningstilsynet, og vi gør ikke noget, før vi har fået en tilladelse til det,« siger Nils Gottlieb Johansen.

Men hvis jeres største bekymring var forbrugerne, så ville I vel helt aflyse indregning af forrentning og måske endda betale pengene tilbage fra alle de år, I har gjort det?

»Nu betaler vi de penge tilbage, som vi er blevet bedt om, og så stopper vi...«

Men I kunne vel godt frivilligt vælge at betale de pengene tilbage fra de år, hvor I har indregnet forrentning?

»Ja, men jeg tror, at vi lige nu følger de afgørelser og retningslinjer, som tilsynet kommer med.«

Ja, men I siger, at det er vigtigt for jer at tage forbrugernes hensyn. Det gør I vel ikke ved at sætte jer tilbage og vente på, om Forsyningstilsynet afgør, om det er ulovligt eller ej?

»Nej, men jeg må henvise til den pressemeddelelse, vi har udsendt. Vi betaler pengene tilbage, og vi stopper enhver fremtidig opkrævning af forrentning, og nu afventer vi myndighederne. Det er dér, den står.«

Herunder kan du se, hvor meget Verdo har hævet sine varmepriser med for at få forrentning af indskudskapitalen. Forsyningstilsynet har krævet 235 mio. kr. tilbage for årene 2000-2005. De består dels af den indregnede forrentning de enkelte år samt renteeffekten for de efterfølgende år frem til 2014.

BRANCHENYT
Læs også