Erhverv
0

Sinful har fuld knald på - overskuddet er tredoblet

Der er godt gang i sexshoppen Sinful, som for første gang scorer et tocifret millionoverskud.

Mathilde Mackowski og Tonni Andersen sælger sexlegetøj gennem virksomheden Sinful. 
Foto: Sinful.

Det er blevet en gylden forretning for Mathilde Mackowski og Tonny Andersen at sælge dansk-designede dildoer, piske og bundløse trusser.

På et år er overskuddet i makkerparrets virksomhed Sinful tredoblet, og ejerne trækker millioner ud til sig selv. Det viser et nyt årsregnskab.

I 2018 tjente Sinful knap 16 mio. kr. Det skete efter et år, hvor selskabet bl.a. åbnede for salget på det kinesiske marked.

De to ejere, Mathilde Mackowski og Tonny Andersen, belønnede sig selv med 9 mio. kr. i udbytte.

Sinful blev stiftet i 2008 og omsætter i dag for over 100 mio. kr. årligt. Mere end halvdelen af omsætningen kommer fra udenlandske kunder, og planen er at blive endnu større globalt.

I marts sidste år åbnede sexshoppen for salg i hele Europa, og få måneder senere tog Sinful springet og gik ind på det kinesiske marked. Det har givet pote.

Siden opstarten har Sinful nu samlet tjent 42 mio. kr. Mathilde Mackowski og Tonny Andersen, der tidligere har været kærester, ejer selskabet gennem hvert deres holdingselskab - og de kan begge kalde sig mangemillionærer.

At Sinful skovler penge ind, skyldes bl.a., at ejerne er et godt makkerpar.

»Vi er også helt vildt forskellige, og det er det, der gør os så gode til at drive forretning sammen. Vi supplerer hinanden sindssygt godt. Tonny er strategen og talknuseren, jeg er visionær og eventyrlysten,« har Mathilde Mackowski tidligere udtalt.

Sinful beskæftiger i dag over 80 ansatte og har hovedkontor i Højbjerg ved Aarhus.

I maj sidste år vandt Sinful prisen som ’Årets Bedste Eksport-case’ ved Foreningen for Dansk Internethandels årlige prisuddeling, hvor virksomheden bl.a. slog Jysk og Velux.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også