Erhverv
0

Italiensk storbank betaler milliardbøde i USA

Den italienske storbank Unicredit har indgået et forlig med de amerikanske myndigheder, som betyder, at banken betaler 1,3 mia. dollar i bøde for at have brudt landets sanktioner mod Iran.

De amerikanske myndigheder har anklaget den italienske bank for at have gennemført dollartransaktioner for iranske kunder, hvilket ikke er tilladt ifølge regler i USA.

Det skriver Bloomberg News.

Bøden, der svarer til 8,6 mia. kr., er flere hundrede millioner dollar over niveauet, som eksperter har regnet med, og Unicredit, der er Italiens største bank, hensatte blandt andet 838 mio. dollar i forbindelse med sagen tilbage i tredje kvartal.

Beløbet skal betales til det amerikanske justitsministerium, til statsanklageren i delstaten Washington, til USA's finansministerium og til finansmyndighederne i delstaten New York.

I sidste uge indgik Standard Chartered ligeledes et forlig for brud på sanktionerne mod Iran på 1,1 mia. dollar.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også