Erhverv
0

Væksthop for milliarder: Danske robotvirksomheder står på spring til nyt globalt gennembrud

Hvis virksomhederne kan holde trit med konkurrencen fra Kina, vil robotindustrien i Danmark næsten tredoble salget til over 50 mia. kr. i 2025, lyder konklusionen i en ny prognose.

Universal Robots er uden sammenligning den største robotsucces i Danmark. På fem år har virksomheden løftet omsætningen fra 129 mio. kr. til næsten 1,5 mia. kr. Foto: Vækstfonden

Det fynske roboteventyr knopskyder med lynets hast og vil udvikle sig til en af de største danske erhvervssucceser i flere årtier.

Sådan lyder forudsigelsen i en ny rapport fra det uafhængige konsulenthus Damvad, der har sammenfattet flere analyser af den globale robotindustri og lavet en prognose for Danmark.

I 2017 omsatte den danske robot- og automatiseringsindustri for 18 mia. kr. Men i 2025 vil salget ramme 49-52 mia. kr., lyder prognosen fra Damvad. Samtidig ventes antallet af direkte beskæftigede i industrien at være tredoblet til ca. 25.000.

»Jeg tror faktisk, at vækstprognoserne er ret konservative. Den succes på robotområdet, som vi har haft på Fyn, breder sig lige nu til både Aalborg, Aarhus og København, og det kan få væksten til at gå endnu stærkere« siger Mikkel Christoffersen, forretningschef i Odense Robotics, der som klynge favner mere end 130 robot- og automatiseringsvirksomheder i Odense.

Indtil videre har de to førerhunde i robotklyngen, Universal Robots og Mobile Industrial Robots (MIR), trukket meget af væksten.

Universal Robots omsatte for næsten 1,5 mia. kr. i 2018, mens det yngre MIR mere end fordoblede toplinjen til 200 mio. kr.

Men nye selskaber er på vej, forsikrer Mikkel Christoffersen. Han nævner bl.a. Onrobot med robot-rigmanden Enrico Krog Iversen i ejerkredsen som et bud på den næste globale succes.

»Vi har en håndfuld robotproducenter, som står på spring til et globalt gennembrud. Og samtidig bliver der etableret rekordmange nye virksomheder. Den næste danske virksomhed med over 1.000 ansatte bliver sandsynligvis en robotvirksomhed,« siger Mikkel Christoffersen.

I dag tæller storindustrien 292 danske producenter, rådgivere og forhandlere, hvoraf størstedelen er så nye, at de har under 50 ansatte.

Fyn bliver for lille til at drive så markant vækst.

Thomas Visti, CEO i

Thomas Visti er adm. direktør i MIR og har tidligere været salgschef i Universal Robots. Han mener, at industrien bliver så stor, at hele Danmark – og ikke kun Fyn – skal være en robotklynge.

»Hvis ikke universitetsmiljøerne og erhvervslivet over hele landet hopper med på robot-bølgen, mister vi vores førerposition. Fyn bliver for lille til at drive så markant en vækst,« siger Thomas Visti og tilføjer:

»Robotudviklingen går lige nu så stærkt i Kina, at de næste tre-fire år vil afgøre, om Danmark bliver kørt over, eller om vi fortsat vil sætte standarden.«

I 2018 blev der investeret 562 mio. kr. i robotvirksomhederne på Fyn, hvis man fraregner milliardsalget af MIR. Dette tal skal forøges for at indfri vækstprognoserne.

»Heldigvis er tendensen lige nu, at investorer tør investere langt tidligere i nye robotvirksomheder, der stadig er udviklingsfasen,« siger Mikkel Christoffersen.

BRANCHENYT
Læs også