Erhverv
0

Flyselskab indstiller driften: Kan ikke betale brændstof

Jet Airways har længe kæmpet for livet. Nu har Indiens næststørste flyselskab kastet håndklædet i ringen.

Jet Airways har onsdag indstillet driften og aflyst alle afgange. Foto: AP Photo/Rafiq Maqbool

Jet Airways har onsdag besluttet at indstille driften og aflyse alle sine afgange.

Flyselskabets långivere besluttede tirsdag aften ikke at ville give Jet Airways den nødvendige økonomiske håndsrækning. Det oplyser det kriseramte flyselskab i en meddelelse på sin hjemmeside.

»Siden der ikke er nogen nødsituationsfinansiering fra långiverne eller andre på vej, er det ikke muligt for os at betale for brændstof eller andre kritiske services for at holde driften kørende,« skriver Jet Airways, der har brugt meget af onsdagen på at undersøge alternativer til lukningen.

Selvom driften i Jet Airways er indstillet for nu, håber flyselskabet fortsat, at der på et tidspunkt kan findes en løsning, så selskabet kan blive genoplivet.

Jet Airways er Indiens næststørste flyselskab med 123 fly, afgange over det meste af verden og 23.000 ansatte.

Jet Airways havde til sidst oparbejdet en gæld på omkring 8 mia. kr. og har i måneder haft samtaler med sine långivere om at sikre finansieringen fremadrettet. Samtidig er der ikke blevet betalt løn til mange af de ansatte, og rundt omkring i verden har passagerer måttet se afgange blive aflyst.

I sidste måned bad den indiske regering højst usædvanligt landets private banker om at træde til og redde det kriseramte flyselskab.

I marts overtog et konsortium ledet af State Bank of India (SBI) kontrollen med Jet Airways. Men der skulle findes en investor, som ville skyde penge i flyselskabet, for at det kunne overleve.

Det er dog endnu ikke sket, og nu må Jet Airways' fly altså blive på jorden.

Jet Airways blev etableret for snart tre årtier siden af Naresh Goyal, der sammen med sin familie i dag ejer 52 pct. af aktierne i flyselskabet. Flyselskabet Etihad Airways ejer 24 pct. af aktierne.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også