Erhverv
0

Netsupermarked kæmper med økonomien

Pengekassen er tom i det ene selskab bag Osuma.dk. Hård konkurrence om kunderne og en uventet konkurs har sat netsupermarkedet under pres.

Osuma, der driver onlinehandel med dagligvarer, ejes af en selvstændig brugsforening. Arkivfoto: Valdemar Jørgensen

Det danske netsupermarked Osuma.dk kæmper fortsat med at tjene penge på at levere dagligvarer til danskerne.

Hård konkurrence om kunderne og en konkurs hos en underleverandør betød, at Osuma i 2018 både tabte penge på sin distributionsdel og selve sin netbutik. Det viser nye regnskaber.

Regnskabet for selskabet Ry-Logistik, der står for distributionen af Osumas varer, viser et underskud på 2,7 mio. kr. Og selve netsupermarkedet tabte knap 200.000 kr.

»Konkurrencen blev i 2018 yderligere skærpet. Derfor har Osuma.dk arbejdet hårdt på at udvikle sin positionering samt investeret i at rodfæste denne,« skriver ledelsen i regnskabet.

En konkurs hos en underleverandør var ifølge Osuma.dk direkte årsag til, at visse kundegrupper ikke længere kunne serviceres, hvilket kostede kunder og omsætning.

»Væksten i antal kunder var yderst tilfredsstillende i 2018, mens omsætningen var under forventning, da deres gennemsnitlige køb faldt,« konstaterer ledelsen.

Pengekassen er helt tom i det selskab, der står for distributionen af Osumas varer, mens selve netsupermarkedet kun har 145.000 kr. tilbage i egenkapital.

Derfor har Osumas ejer måttet garantere, at den er klar til at tilføre netsupermarkedet den nødvendige kapital til at fortsætte.

Osuma ejes af Brugsforeningen ’Tryg’, som samtidig er en del af Coop-koncernen. Varerne pakkes i udvalgte butikker hos SuperBrugsen og Kvickly. Derfra distribueres de ud til forbrugerne i Jylland, på Fyn og Sjælland.

Ifølge Osuma er man i gang med en større omstruktuering, der skal gøre netsupermarkedet til en overskudsforretning årene fremover. Men selskabet forventer også et underskud i 2019.

»Budgettet er baseret på en lang række af forventninger til den fremtidige udvikling i markedet for online dagligvarehandel, hvortil selskabet leverer transportydelser. Der kan således være usikkerhed i disse forventninger,« skriver ledelsen.

Osuma dyster om at levere dagligvarer til danskerne online med særligt Nemlig.com.

BRANCHENYT
Læs også