Erhverv

Ny stil skal være Morells trumf efter lang pause

Let sværvægteren Jeppe Morell får efter lang tid uden kamp atter lov at gå i ringen før sommerferien. Siden seneste kamp har han ændret boksestil.

Jeppe Morell har haft mange måneder uden kamp, men ligger stadig i den globale top-100 på det uafhængige boksesite Boxrec’s hjemmeside. Han er dog faldet over 10 pladser siden en aflyst kamp i november. Foto: Polfoto

I over et halvt år har Jeppe Morell ikke været i ringen til en boksekamp. Og han kommer endnu til at vente to måneder, før det sker.

Men den 15. juni bliver den aarhusianske let sværvægter sat fri igen, når promotor Mogens Palle har arrangeret stævne i Randers.

En boksefri periode på over et halvt år er ikke optimalt for en bokser, der siden seneste kamp i september er fyldt 29 år. Men tiden er ikke blevet spildt, lover Morells træner, Thomas Povlsen, der har tilknyttet nye sparringspartnere til Morell henover vinteren.

Ligeledes er en fysisk træner fra USA også kommet i arbejde for at hjælpe med at udvikle Morells stil.

Han har bokset i mange år og har også en alder, hvor det skal være nu her, han skal vise, hvad han kan.

Thomas Povlsen, træner for Jeppe Morell

»Vi har løbende forsøgt at ændre hans boksestil, så han bliver mere bevægelig og går mere mod højre, i stedet for han som hidtil er buldret frem mere lige på. For at det kan lade sig gøre, kræver det, at han har fysikken til de eksplosive ryk, og at kroppen kan bevæge sig på den rigtige måde,« forklarer Thomas Povlsen.

Vis, hvad du kan

Morells lange pause fra ringen startede med et afbud fra ham selv i november. På det tidspunkt skulle han have bokset mod den fhv. verdensmester Dmitry Chudinov, men efter et kaotisk forløb med manglende sparring op mod kampen endte Morell med at melde fra.

Det førte i en periode til kold luft mellem ham og promotor Mogens Palle, men det blev aldrig værre, end at parret siden er blevet enige igen.

Siden har et par kampe været i spil uden at blive til noget, så Morell har hele tiden holdt sig i tæt på kampklar form.

I det forløb har skuffelsen fra november næsten været til hjælp ifølge hans træner.

»Han har forsøgt at vende det om, så det er blevet en motivation. Sådan at fordi det glippede dengang, er han nu ekstra motiveret for at vise, hvad der er sket siden,« siger Thomas Povlsen.

Blå bog

Jeppe Morell

Alder: 29 år.

Vægtklasse: Let sværvægt.

Kampe: 11 - 9 vundne, 2 tabte.

Placering på Boxrec’ rangliste: 88.

Seneste kamp: 15. september: Vinder på point over Ruben Eduardo Costa.

Næste kamp: 15. juni mod endnu ikke offentliggjort modstander.

Det er endnu ikke offentliggjort, præcist hvem Morells modstander bliver. Thomas Povlsen lægger dog op til, at der bliver tale om en større kamp for at relancere Jeppe Morell – også selvom pausens længde måske kunne have givet overvejelse til en anden tilgang.

»Han har bokset i mange år og har også en alder, hvor det skal være nu her, han skal vise, hvad han kan. Selvfølgelig er det altid godt lige at få en kamp at gå i gang på, men med de ambitioner, han har, skal man også tage nogle kampe, når de kommer,« siger Thomas Povlsen.

BRANCHENYT
Læs også