Erhverv
0

Disney-arving kalder direktørens løn »sindssyg«

Disney-chefen Bob Iger får så høj en årsløn, at Disney-arvingen Abigail Disney nu råber op.

Foto: Diane Bondareff/Invision for New York Women in Film & Television/AP Images.
Abigail Disney er barnebarn til Walt Disneys bror.

433 mio. kr. tjente den adm. direktør i Disney, Bob Iger, sidste år. Det er Disney-arvingen Abigail Disney, der er barnebarn til Walt Disneys bror, mildest talt forarget over.

Det skriver Dagens Næringsliv.

»Da Bob Iger fik sin bonus, regnede jeg ud, at han alene, af egen lomme, kunne have hævet lønnen til alle, der arbejder i Disneyland, med 15 pct., og han ville fortsat sidde tilbage med 10 mio. dollars,« siger Abigail Disney til The Fast Company.

Hun pointerer, at Bob Iger har gjort et godt stykke arbejde i Disney, men at lønforskellen mellem ham og de almindelige Disney-ansatte er »sindssyg.« Bob Iger tjener 1.424 gange mere end den gennemsnitlige Disney-ansatte.

Selv er Abigail Disney aktionær i Walt Disney-selskabet, men det forhindrer hende altså ikke i at gå til angreb på topledelsen.

På Twitter har hun fortsat diskussionen, hvor hun påpeger, at det ville klæde topledelsen at give bare det halve af deres bonus til de ansatte i Disneyland.

»Hvor meget ville det have at sige i forhold til deres livskvalitet? Ingenting. Måske, at de ikke ville have råd til et tredje hjem eller en båd,« skriver hun bl.a. på Twitter.

Hun påpeger desuden, at flere af de ansatte i Disney-parkerne knap kan betale deres leveomkostninger med den løn, de får.

Los Angeles Times kunne sidste år berette, at 75 pct. af de ansatte ved Disneyland, Californien, har en løn, der ikke dækker de mest basale leveomkostninger. 11 pct. kunne endda meddele, at de inden for de seneste to år havde været hjemløse.

Selv mener Disney-koncernen, at den skyhøje årsløn til Bob Iger modsvarer de præstationer, som han har leveret, mens koncernen også forsvarer den løn, de ansatte i Disneyparken får. Lønnen er på mindst 15 dollars i timen.

Den 66-årige amerikaner Bob Iger modtog tilbage i december 2017 en del aktier i Disney, fordi han indvilgede i at forblive adm. direktør indtil udgangen af 2021. Det kan være en del af forklaringen på den heftige lønstigning.

Til sammenligning tjente Bob Iger i 2014 "kun" lidt over 300 mio. kr.

Han blev blev adm. direktør for Disney tilbage i 2005.

BRANCHENYT
Læs også