Fortsæt til indhold

Rig transport-familie kører overskud på 114 mio. kr. hjem

Ejerfamilien bag transportgiganten HCS scorer det største overskud i mere end et årti.

HCS har en række forretningsområder, heriblandt international transport og logistik, kørsel med asfalt og grus, indsamling af affald og genbrug af pap og papir. Foto: Jan Dagø
Erhverv

Affald, grus, sten, pap og papir er guld værd for familien Frederiksen i Glostrup. Bogstaveligt talt.

Gennem flere år har familien tjent store millionbeløb på sit selskab HCS Transport & Spedition, der er kendt for sin karakteristiske røde lastbiler. Og 2018 blev ingen undtagelse. Tværtimod.

HCS-koncernen omsatte for 1,7 mia. kr. og kørte et overskud på 115 mio. kr. hjem til ejerfamilien. Det er det bedste resultat i 12 år.

»Ledelsen havde forventet et uændret omsætningsniveau samt en lavere indtjening for 2018 sammenlignet med 2017. Ledelsen vurderer på baggrund heraf årets resultat som tilfredsstillende,« skriver direktør Mads Frederiksen i det nye regnskab.

Familien Frederiksen er blandt landets rigeste med en anslået formue på 4,7 mia. kr. Direktør Mads Frederiksen ejer sammen med sin far, Hans Frederiksen, og bror, Jacob Frederiksen, hele selskabet.

Og ligesom i tidligere år har ejerne trukket hele overskuddet ud som udbytte.

Det var Hans Frederiksen, der i 1990 købte HCS. Sammen med sine sønner har han gjort transportkoncernen til en af landets største med over 400 ansatte.

HCS har en række forretningsområder, heriblandt international transport og logistik, kørsel med asfalt og grus, indsamling af affald og genbrug af pap og papir.

Hvordan indtjeningen fordeler sig mellem de enkelte forretningsområder vil familien ikke afsløre, da det kan »volde betydelig skade for virksomheden,« som ledelsen formulerer det i regnskabet.

I år forventer familien en uændret omsætning i HCS-koncernen og en lavere indtjening. Det skyldes bl.a. hård konkurrence og ustabilite konjunkturer i Danmark og resten af Europa.

HCS er ikke den eneste danske transportkoncern, der er ejet af en milliardærfamilie. Frode Laursen-koncernen er ejet af familien Andersen anført af Thorkil Svendsen Andersen, der har en anslået formue på 3,8 mia. kr.

Frode Laursen A/S har endnu ikke offentliggjort sit regnskab for 2018.

Artiklens emner