Dansk baron har bogført overskud på 714 mio. kr.
Skibsrederen Johan Wedell-Wedellsborg nærmer sig et nul i sine pressede shipping-forretninger. Til gengæld har andre investeringer givet jackpot.
Den danske skibsreder og baron Johan Wedell-Wedellsborg er tilbage på sporet, efter at han i 2017 blev ramt af et millionunderskud i sin koncern Weco A/S.
Men det er ikke kerneforretningen, shipping-aktiviteter, der holder baronens formue ved lige.
Det er til gengæld investeringsdelen, der sidste år sikrede Johan Wedell-Wedellsborg et overskud på 714 mio. kr. Det viser et nyt regnskab.
»Resultatet for shipping-aktiviteterne var på linje med forventningerne, mens resultatet for koncernens øvrige investeringer var over forventningerne,« står der i ledelsesberetningen i regnskabet.
Særligt en investering i biotekselskabet Y-mabs Therapeutics har indtil videre været en guldrandet forretning for Johan Wedell-Wedellsborg.
Y-mabs Therapeutics blev sidste år børsnoteret i USA til en åbningskurs på 16 dollars pr. aktie. I dag handles aktien til 23,5 dollars.
Johan Wedell-Wedellsborg ejer 21 pct. af aktierne i biotekselskabet, der udvikler antistofbaserede immunterapier til behandling af kræft hos børn. Selskabet er ledet af Genmab-stifteren Claus Møller og stiftet af Thomas Gad.
I det seneste årti har Johan Wedell-Wedellsborg lagt strategien om for Weco-koncernen, som han har stået i spidsen for i 18 år. Det er blevet til adskillige store frasalg undervejs, og shippingaktiviteterne var sidste år »tæt på at gå break-even,« skriver Wedellsborg i sit regnskab.
Den 50-årige erhvervsmand overtog Weco-koncernen efter sin fars, Ebbe Wedell-Wedellsborgs, død i 2005. Og selvom Johan Wedell-Wedelssborg er investeret i både biotek, ejendomme, kunst og detail - bl.a. Joe & The Juice og bagerkæden Emmerys - udgør shipping fortsat hjørnestenen i hans imperium.
Det sker gennem selskaber som Dannebrog Rederi og Weco Bulk.
Baronen fra Strandvejen sidder i dag trygt i havn med en egenkapital på knap 1,8 mia. kr. Omsætningen i Weco-koncernen var sidste år på lige over 1 mia. kr.
I år forventer Weco-koncernen at fortsætte fremgangen i sine shipping-aktiviteter. Koncernens øvrige investeringer skal give et positivt afkast, lyder det.