Fortsæt til indhold

Flyselskaber bløder milliarder efter forbud mod ulykkesfly

Bl.a. Norwegian taber penge.

Erhverv

Det skabte overskrifter, da luftfartsmyndigheder verden over i starten af marts indførte forbud mod flyvning med flytypen Boeing 737 MAX 8.

Forbuddet har kostet flyproducenten Boeing milliarder af kroner. Men det er ikke kun Boeing, der lider.

Opgørelser fra American Airlines, Southwest Airlines og norske Norwegian viser, at forbuddet mod at bruge flytypen sammenlagt har kostet de tre selskaber næsten 600 millioner dollars (ca. 4 mia. kroner).

Det skriver CNN.

Flyvninger med 737 MAX 8-typen blev stoppet, efter et fly af denne type fløjet af Ethiopian Airlines styrtede ned og dræbte alle om bord.

Det var den anden ulykke i løbet af kun seks måneder, efter et MAX 8-fly fløjet af det indonesiske selskab Lion Air styrtede ned i oktober.

I alt døde 346 personer som konsekvens af de to styrt.

Siden styrtene er det kommet frem, at der har været en række sikkerhedsmæssige problemer med flytypen. Derfor arbejder Boeing nu på at lave en teknisk løsning, som skal rulles ud verden over for at løse problemet. Det er dog stadig uklart, hvornår det kommer til at ske.

Norwegian har derfor mødtes med Boeing, oplyste selskabet i torsdags:

»Vi har haft nogle produktive møder med Boeing, hvor vi har diskuteret, hvordan vi kan løse problemerne, som MAX-situationen skaber for Norwegian,« sagde administrerende direktør Bjørn Kjos.

Administrerende direktør i Boeing, Dennis Muilenburg, siger, at firmaet arbejder på at løse problemet og arbejder på forholdet til de selskaber, der er ramt af problemerne med flytypen.

»Vi skal vinde og genvinde tilliden hos den flyvende offentlighed. Det er et arbejde, der ligger foran os, og det tager vi meget alvorligt,« siger han til CNN.

Artiklens emner
Boeing
Norwegian