Erhverv

Frokost.dk vil give virksomheder en grøn frokost

Det etablerede Frokost.dk skifter navn til Able. Virksomheden leverer 13.000 frokostserveringer hver dag.

Virksomheden leverede mere end 2,5 mio. måltider i 2018. Foto: PR-foto

Virksomheders frokostordninger bliver nu lidt mere miljøvenlige.

Den 13 år gamle virksomhed Frokost.dk, der dagligt leverer 13.000 frokostserveringer til virksomheder rundt om i landet, skifter nu navn til Able og kickstarter et nyt koncept, der har grøn omstilling i fokus.

»Fødevarebranchen har det største klimaaftryk, og som helhed sviner det helt forfærdeligt. Vi vil gerne være en del af bevægelsen, for firmafrokosten har altid været traditionel, og her har det plantebaserede udbud haltet bagefter - også hos os,« siger stifter af Frokost.dk Martin Bjergegaard, der startede virksomheden sammen med den kendte kok Claus Meyer.

I forbindelse med relanceringen er Martin Bjergegaard genindtrådt som CEO.

»Efter fem år med stabil vækst var vi gået i stå. Vi havde ingen innovationsprojekter i gang, og der var ikke sket noget nyt. Vi havde simpelthen ikke et godt nok niveau i forhold til plantebaseret mad, som vi oplevede, at kunderne efterspurgte,« siger han.

Kernen i Able bliver det samme som hos Frokost.dk, men virksomheden vil nu gerne oplyse kunderne om, hvor mange liter vand, der bruges på at producere et kilo kød og hvor stort, deres CO2-aftryk er.

»Det er vigtigt at understrege, at vi ikke er aktivister. Det bliver ikke en løftet pegefinger. Men det har før været svært at spise plantebaseret hos Frokost.dk, og det vil vi gerne lave om på,« siger Martin Bjergegaard.

Det store fokus på grøn omstilling stiller bl.a. nye krav til Ables samarbejdspartnere. Virksomheden har i den forbindelse stoppet samarbejdet med fem af deres køkkener.

»Vi følte ikke, at de var interesserede og syntes, at konceptet var spændende nok. Dem faser vi stille og roligt ud, og så har vi indgået et samarbejde med fem nye køkkener, der er helt fremme i bussen i forhold til den nye agenda,« siger Martin Bjergegaard i pressemeddelelsen.

Ifølge Martin Bjergegaard vil kunderne få en højere kvalitet, end de har været vant til. Virksomheden vil også benytte en mere bæredygtig emballage, der i første omgang kommer til at koste for virksomheden.

Men bliver det dyrere for kunderne?

»Nej, for kød er dyrt i forvejen. Mindre kød giver flere penge til at købe grøntsager. Vi planlægger ikke, at det skal være dyrere for eksisterende kunder. Vi arbejder med en premium-ordning, hvor kunderne kan give mere, hvis de har lyst, og dermed få et bedre produkt,« siger Martin Bjergegaard.

Frokost.dk skifter navn til Able bl.a. fordi de har brug for et internationalt navn, og fordi de udvider deres sortiment og også leverer juice og brunch til virksomheder.

Virksomheden havde en omsætning på over 150 mio. kr. i 2018.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også