Fortsæt til indhold

Danmark trodser nedgang for firmahandler

Der er ingen tegn på nedgang i det danske marked for virksomhedshandler. Pengerådgivere, advokater og købere melder om en solid begyndelse på året, og dermed trodser Danmark den europæiske nedgang.

Temasek købte 30 pct. af aktierne i Haldor Topsøe - det var en af handler, der trak op i 1. kvartal. Foto: Haldor Topsøe
Erhverv

Markedet for virksomhedshandler ser ud til at have fået en solid begyndelse i Danmark - trods bestandige advarsler om et trægt 2019.

»For vores eget vedkommende har vi haft et rigtigt godt kvartal, og vi er kommet ind i 2019 med den bedste pipeline af projekter, jeg har set i de fire år, jeg har været her,« siger Kasper Dichow, chef for corporate finance-afdelingen i Nordea.

Nordea har selv været med til at børsnotere den juridiske informationskoncern Karnov i begyndelsen af 2019. Men aktiviteten breder sig ud over virksomhedshandler i bred forstand.

Samme melding kommer fra en anden dansk investeringsbank. Det har været et stærkt 1. kvartal, og ordrebogen for 2019 ser fin ud, så længe udsynet række.

De rå tal viser, at der i 1. kvartal var en lille nedgang i antal handler i forhold til 1. kvartal 2018, som var et rekordaktivt år.

Men i forhold til de første kvartaler af de foregående år tegner det godt, viser tallene fra Oaklins, der rådgiver om virksomhedshandler.

Samtidig er aktiviteten i Europa faldet. Antal transaktioner i 1. kvartal er faldet med 8 pct, i forhold til samme kvartal året før. At Danmark klarer sig bedre end Europa forklarer Frederik Aakard fra Oaklins med meldingerne om dansk økonomi.

»Det europæiske marked er stabilt, og det danske marked er meget stærkt. Vi rider på en bølge af gode økonomiske nøgletal herhjemme. Man forventer også en positiv dansk regnskabssæson,« siger Frederik Aakard, partner i Oaklins.

Også de store advokatfirmaer, som tjener penge som rådgivere ved virksomhedshandler, melder om en god begyndelse på året. Det samme gør firmakøbmændene.

»Mange syntes, at pipelinen af handler så lidt tynd ud ind i ’19, men i takt med at aktiemarkedet er kommet tilbage, er der blevet sat yderligere kul på de salgsovervejelser, der var i gang. Derfor ser det ganske fornuftigt ud for første halvår,« siger Kim Gulstand, adm. direktør i den private pengetank Kirk Kapital.

Artiklens emner
M&A
Nordea