Danske bilbrødre sætter rekord - tjener millioner på dyre biler
Den familieejede bilforhandler Ejner Hessel har haft det bedste år nogensinde i selskabets 50-årige historie.
De fire danske bilbrødre med efternavnet Hessel har trykket speederen helt i bund. I 2018 har Bjarne, Peder, Bent og Steen Hessel solgt biler for rekordmange milliarder, og de har samtidig tjent flere penge end nogensinde.
Det viser årsregnskabet fra Ejner Hessel Holding, der bl.a. står bag den familieejede bilforhandler Ejner Hessel A/S. Omsætningen steg med ca. 500 mio. kr., og nåede dermed op på 5,4 mia. kr. Resultatet efter skat steg fra 93 mio. kr. til 135 mio. kr. Og så krydsede antallet af fuldtidsansatte samtidig 1.000, da det nåede op på 1.049.
Ifølge Bjarne Hessel, der er adm. direktør i Ejner Hessel, er det især salget af biler af mærket Mercedes-Benz, der har trukket udviklingen.
»Siden 2010 har vi seksdoblet salget af personbiler fra Mercedes-Benz. Det øgede salg kan blandt andet tilskrives, at Mercedes har lagt sig i selen for at udvide deres sortiment, så de nu appellerer til flere kunder,« lyder det fra Bjarne Hessel i en pressemeddelelse.
De fire Hessel-brødre ejer bilforretninger 24 steder i Danmark. En forretning de overtog efter deres far, Ejner Hessel, der grundlagde selskabet i 1968. De fire brødre er autoriserede forhandlere og serviceværksted for Mercedes-Benz, Renault, Dacia og Smart.
»Udover personbiler ser vi også fortsat vækst inden for både vare- og lastbiler, hvor nye modeller fra producenterne samt satsningen på de miljørigtige motorer har givet os mange positive tilbagemeldinger fra kunderne. Man kan således fristes til at sige, at vi kører på alle cylindre,« lyder det fra Bjarne Hessel.
Fremgangen i 2018 betyder, at der er råd til at belønne den velhavende bilfamilie. Der er således lagt op til, at der skal udbetales 50 mio. kr. i udbytte. I 2017 lød tallet på 40 mio. kr., mens det i 2016 lød på 24 mio. kr.
Udover bilforhandlerne ejer brødrene et ejendomsselskab, der ejer og udlejer erhvervsejendomme til koncernens øvrige selskaber. Derudover ejer brødrene også Starmark, som forhandler brugte biler.
Hessel-brødrene har været på Berlingske Business' liste over Danmarks rigeste personer med en anslået formue på 1,5 mia. kr.


