Erhverv

Madklubben-stifter kaster sig over buffeten: Lancerer ny kæde

Anders Aagaard, der står bag Madklubben-restauranterne, er klar til at lancere en ny buffetkæde, der skal tage kampen op med andre spillere på det lukrative buffetmarked.

Anders Aagaard, stifter af Madklubben-restauranterne. Arkivfoto.

Anders Aagaard, stifteren bag de populære Madklubben-restauranter, er klar til at søsætte en ny buffetkæde, der skal tage kampen op mod store aktører på markedet som eksempelvis Restaurant Flammen.

Det skriver Børsen.

Buffetkæden, der går under navnet Food Club, har allerede været testet af i København, men nu vil Anders Aagaard for alvor sætte strøm til konceptet og tage kampen op mod de øvrige buffetkæder.

»Selvfølgelig har vi bidt mærke i, at der er rigtig mange af de her virksomheder, der har tjent gode penge,« siger han til Børsen.

I midten af maj åbner Food Club en ny restaurant i Aarhus, og det er ifølge Anders Aagaard samtidig startskuddet til, at Food Club-konceptet vil begynde at skyde op i resten af landet.

Han vil dog ikke sætte tal på, hvor mange nye restauranter der konkret er på vej.

I modsætning til eksempelvis Restaurant Flammen er det ikke kødet, der kommer til at være i centrum hos Food Club, men derimod salat og andre kødfrie alternativer.

»Når man står foran en salatbar er det jo tit sådan, at så er det dåsemajs, oliven med de der røde dimser indeni, noget Thousand Island-dressing og noget baconknas på toppen. Så er det det, man sidder og hugger i sig, fordi man måske ikke helt kan finde ud af at kombinere tingene, så det smager skide godt. Det er der, vores kokke og erfaring kommer ind i billedet,« siger Anders Aagaard.

BRANCHENYT
Læs også