Erhverv
0

Porsche får dieselbøde på 535 mio. euro

Den tyske bilproducent Porsche er blevet idømt en bøde på 535 millioner euro - knap fire milliarder kroner.

Porsches ikoniske look - her ved bilustillingen i Geneve - har fået ridser i lakken, efter at den tyske anklagemyndighed har tildelt fabrikanten en milliardstor bøde for snyd med dieseludledningen. Foto:Reuters/Pierre Albouy

Porsche, der er ejet af VW, er blevet idømt bøden for at have brudt reglerne for visse Porsche-biltypers udledning af udstødningsgasser.

Anklagemyndigheden i Stuttgart siger, at Porsche ikke har anket afgørelsen, og bøden udgiftsføres i andet kvartal, oplyser VW.

Ifølge anklagere i Stuttgart har Porsches udviklingsafdeling ikke levet op til almindelige forpligtelser i henhold til lovgivningen, hvilket medførte, at der blev solgt Porschebiler i Europa og i andre regioner som ikke levede op til reglerne for udledning af udstødningsgasser.

Porsche bekræfter bødens størrelse og siger, at anklagemyndighedens sag mod selskabet nu er kommet til en afslutning.

Bøden er en af en række til VW i den flere år lange "dieselgate".

Volkswagen-koncernen ejer et dusin bilmærker, herunder VW, Skoda, Seat og Porsche.

Bilkoncernen forbløffede alle, da det ellers velrenommerede bilmærke i 2015 erkendte, at det i USA havde fusket og placeret særligt software i 11 millioner dieselkøretøjer.

Skandalen voksede og har udløst en række milliardbøder, direktørens afgang og et voldsomt fald i aktiekurser og prestige for Volkswagen.

BRANCHENYT
Læs også