Sådan blev Anders Runevads tid som Vestas-topchef
Aktionærerne kan være godt tilfredse med Anders Runevads periode som direktør for Vestas. Kursen er blevet seksdoblet, siden han trådte til.
Han overtog et selskab kun lige på vej ud af en krise og fik skabt stabilitet og resultater.
Nu har Anders Runevad meldt sin afgang som topchef hos Vestas, og når han stopper den 1. august, er det efter næsten seks år i rollen.
Den foreløbige opgørelse over resultaterne taler for sig selv.
Kursen var på 105,60 kr., da han blev præsenteret som ny direktør den 21. august 2013. Et godt stykke over bundniveauet på 24 kr. i november 2012, men stadig ikke prangende.
Siden da har Anders Runevad næsten seksdoblet aktiekursen:
Aktiekursens himmelflugt afspejler de økonomiske resultater, der blev skabt under Anders Runevad. Året før hans ankomst præsenterede Vestas et underskud på 7,2 mia. kr. – det meste af det på grund af afskrivninger. Men siden 2013 har der været overskud, nogle år endda komfortabelt.
Anders Runevad blev hentet til Vestas af bestyrelsesformand Bert Nordberg, som kendte ham fra tidligere - de er begge svenskere. Det skete halvandet år efter, at Bert Nordberg blev formand.
Den nye vindmølle-boss kom uden erfaring fra branchen og uden at have siddet i rollen som topchef før. Han var uddannet elektro-ingeniør og havde tidligere kun arbejdet for den svenske telegigant Ericsson i en række forskellige chefstillinger.
Men det svenske makkerpar - der også blev suppleret med en svensk økonomidirektør - blev populære hos Vestas aktionærer og hos analytikerne.
»Alt godt har en ende. Det har været en fest i Vestas, mens Runevad har været direktør,« siger analysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, til Ritzau om Anders Runevads tid som topchef.