Tysk rapport sår tvivl om økonomien bag Femern-projektet
Ifølge en ny rapport, som PwC har udarbejdet for tyske myndigheder, står rederiet Scandlines til at snuppe en betydelig del af de passagerer, som eller skulle være med til at finansiere tunnelbyggeriet under Femern.
Skatteborgerne risikerer en ekstraregning på danmarkshistoriens største anlægsprojekt.
Ifølge en ny tysk rapport, som Finans er i besiddelse af, står tunnelen under Femern Bælt til at miste så mange passagerer, at man vil gå glip af omkring en fjerdedel af de forventede årlige indtægter.
»Det rykker i afgørende grad ved vurderingen af, om projektet overhovedet hænger økonomisk sammen. På baggrund af den tyske prognose er der en væsentlig risiko for, at de danske skatteborgere bliver nødt til at træde til og betale for at redde projektets økonomi,« siger professor i transportøkonomi på Københavns Universite Mogens Fosgerau, der bakkes op af flere eksperter.
De tyske transportmyndigheder i Slesvig-Holsten har hyret konsulenthuset PwC til at analysere, om færgeselskabet Scandlines fortsat vil sejle mellem Rødby og Puttgarden, når tunnelen efter planen åbner i 2028.
Hidtil har det danske projektselskab Femern A/S regnet med, at færgeruten lukker, men ifølge PwC’s estimater kommer Scandlines til at sejle videre med 593.000 personbiler og 280.000 lastbiler om året. Det svarer til, at Femern A/S må vinke farvel til årlige indtægter på omkring 880 mio. kr.
»Hvis man må se bort fra så store indtægter, vil det være fuldstændig ødelæggende for, at forbindelsen kan betale sig selv hjem, og så hænger de danske skatteborgere på regningen,« siger forhenværende trafikchef i Vejdirektoratet Knud Erik Andersen.
Femern A/S oplyser, at man ikke vil forholde sig til PwC-rapportens konklusioner, da forudsætningerne for beregningerne er udstreget af konkurrencehensyn. Kommunikationschef Tine Lund-Bretlau fremhæver, at flere danske analyser har vist, at Scandlines vil lukke færgeruten.
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har ikke ønsket at kommentere sagen. Fra S, V og DF lyder det, at PwC-rapporten ikke ændrer ved partiernes opbakning og tillid til projektet.
Klik på videoen herover og få en hurtig gennemgang af fire af de problemstillinger, som kan sende Femern-projektets økonomi til tælling.


