Erhverv
0

Kødfrie burgere samler millioner hos investorer

Flere amerikanske selskaber, som producerer alternativer til kød, mødes med åbne arme fra investorer. Også et dansk selskab melder om hastig vækst i det salg.

Plantebaserede burgere trækker i øjeblikket stor opmærksomhed i USA. Foto: Robyn Beck / AFP

Investorer i USA flokkes om at komme med på trenden med plantebaserede fødevarer.

For et par uger siden blev det amerikanske selskab Beyond Meat børsnoteret i New York – og selskabets værdi er siden steget hastigt.

Nu er et andet selskab med også plantebaserede alternativer til kød blevet fyldt op med millioner fra investorer. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har selskabet Impossible Foods, der hører hjemme i Silicon Valley, Californien, netop fået 300 mio. dollar - ca. 2 mia. kr. - fra en kreds af investorer.

Dermed har iværksætterselskabet, som blev etableret i 2011, samlet 750 mio. dollar - 5 mia. kr. - over kort tid fra investorer. Ifølge Reuters bringer det selskabets værdiansættelse op på 13 mia. kr.

Selskabets finansdirektør David Lee udtaler, at Impossible Food ikke har travlt med at blive børsnoteret. Han siger til Reuters, at selskabet står på egne ben – men der er tanker om at forberede en børsnotering, når tiden er den rette.

Ifølge Reuters står amerikanske kendisser bag selskabets produkter inden for plantebaserede fødevarer – bl.a. navne som Jay-Z, Katy Perry og Serena Williams. Blandt investorer i selskabet er Bill Gates, Google Ventures, Horizons Ventures og UBS.

Kundelisten tæller bl.a. fastfoodkæden Burger King, som bruger produkterne i burgere rundt om i verden. Næste skridt for selskabet er at lancere salg i dagligvarehandlen.

Her i landet har selskabet Naturli’ Foods også høj fart i salget af plantebaserede alternativer til mejeri- og kødprodukter. Selskabet berettede for et par måneder siden, at det på bare et år har haft en stigning i eksporten på hele 700 pct. Selskabets produkter afsættes nu i bl.a. Holland, Spanien, Australien, England og Østrig. Næste skridt er netop USA.

»USA er ligesom Australien et af de lande i verden, hvor befolkningen konsumerer mest oksekød, og Australien er et af vores største eksportmarkeder inden for alternativer til kød. Så vi tror meget på, at Naturli’ Foods også har en rolle at spille i de amerikanske kølediske,« sagde selskabets direktør Henrik Lund i marts 2019.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også