Erhverv
BREAKING
0

Udelukker kød: Burger King tester plantebaseret burger

Burger King dropper det traditionelle kød i deres nyeste whopper.

Burger King lancerer ny burger uden kød fra dyr. 
Foto: Mathilde Bech

59 Burger King forretninger i USA kan nu præsentere en plantebaseret burger som et forsøg.

Den kendte whopper-burger kommer altså fremover til at kunne fås i en version uden kød fra dyr og i stedet baseret på planter, skriver Bloomberg.com.

Burger King bliver således en af de første fastfoodkæder, der introducerer plantebaserede burgere, mens burgerkæden allerede har plantebaserede tiltag på menukortet i form af morgensmadsprodukter.

Ifølge Bloomberg.com vil Burger King forsøge at bibeholde den flammegrillede smag, ligesom den vil tilsætte deres ’magiske’ ingrediens, så den plantebaserede udgave altså stadig vil smage henad den traditionelle whopper.

Tiltaget viser, hvordan fastfoodkæderne går andre veje for at vinde kunder, og konkurrencen blandt kæderne spidser til. Samtidig er efterspørgslen efter alternativer til kød stigende, og ifølge Bloomberg.com er den plantebaserede burger benzin på et allerede tændt bål mellem Burger King og McDonald’s.

Ifølge Burger King vil den nye whopper koste omkring en dollar mere end den traditionelle kødfyldte burger.

McDonald’s tilbyder, ligesom de fleste andre fastfoodkæder, ikke kødfri burgere, men McDonald’s lancerede for nyligt kyllingefri veganske nuggets på menukortet i Norge.

Burger King er ikke de første til at lancere en plantebaseret burger. Den Los Angeles-baserede leverandør Beyond Meat annoncerede i januar, at den ville levere plantebaserede burgere til fastfoodkæden Carl’s Junior, der også findes i Danmark.

Og måske vil man se flere kødfri produkter på fastfoodkædernes hylder indenfor kort tid.

Impossible Foods, der også leverer plantebaseret kød, har siden 2016 leveret kød-alternativer til over 6000 restauranter i USA og Asien.

BRANCHENYT
Læs også