McKinseys populære danske partnere hiver millionunderskud hjem til København
McKinseys danske afdeling har i 2018 lavet et solidt underskud. Men det skyldes de danske partneres popularitet ude i verden og deres store bidrag til koncernens samlede succes, forklarer McKinseys danske chef, Kim Baroudy.
Konsulenthuset McKinseys danske afdeling har på sæt og vis sejret ad helvede til. Regnskabet for kontoret i København viser godt nok et solidt underskud - men kun fordi det faktisk går utroligt godt.
Sådan lyder det fra Kim Baroudy, partner i McKinsey og lederen af det danske kontor
»Mange af de danske partnere arbejder ude i verden hos internationale kunder, og den omsætning ligger i andre lande, mens aflønningen sker i den danske forretning. Derfor styrer vi ikke efter det danske regnskab, men efter andre ting,« siger Kim Baroudy.
Officielt blev det til en vækst i omsætningen på 14 pct. til 865 mio. kr. i 2018. Men bundlinjen var igen rød med et resultat efter skat på minus 77 mio. kr. mod 175 mio. kr. i 2017.
De danske partnere er ret højt ratede, fordi de leverer på missionen.Kim Baroudi, leder af det danske McKinsey-kontor
Men tallene er snart sagt ligegyldige, fordi McKinsey på globalt plan hele tiden forsøger at tilbyde de bedste konsulenter og partnere til de klienter, der vil købe rådgivning fra verdens største ledelseskonsulenthus.
Og der er åbenbart rift om de danske partnere, som ifølge Kim Baroudy har en høj anseelse ude i verden, fordi de gør det, McKinsey synes de skal: Gøre en positiv forskel for klienten og bidrage til udviklingen af de bedste talenter i verden.
»De danske partnere er ret højt ratede, fordi de leverer på missionen. Givet at vi får overskudsdeling i stedet for løn, og din andel af overskuddet er afgjort efter din rating, så får de danske partnere en relativ høj andel af den globale profit. Det gælder alle 22 i Danmark,« forklarer Kim Baroudy.
Det undrer ikke ledelsesekspert og professor emeritus Flemming Poulfelt, der dog ikke kender McKinseys interne afregningsmodel.
»Det er givetvis sådan, at McKinsey i Danmark ikke lever af danske virksomhedskunder alene. De har en større ekspertkapacitet, end der er mulighed for at sælge til danske virksomheder,« siger han.
Ifølge Kim Baroudy er det særspecialer, der trækker de danske partnere ud i verden.
«Grunden til, at vi har haft en relativt stor del af omsætningen uden for Danmark, er, at vi har stærke specialister inden for ikke mindst digitalisering, inden for advanced analytics, opgaver relateret til hele den digitale transformation,« siger Kim Baroudy.

