Erhverv
0

Tryg-ejer har fyret adm. direktør efter få måneder

Mads Lebech nåede at stå i spidsen for Tryghedsgruppen i fire og en halv måned.

Mads Lebech tiltrådte som adm. direktør i TryghedsGruppen i januar. Nu er han fortid på posten. Foto: Tryghedsgruppen.

Mads Lebech er fortid som adm. direktør i Tryg-ejeren Tryghedsgruppen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Tryghedsgruppen, hvor man oplyser at afløseren allerede er fundet.

Udskiftningen på direktørposten kommer på baggrund af uenigheder mellem Mads Lebech og bestyrelsen i Tryghedsgruppen.

»Bestyrelsen har løbende haft en dialog med Mads Lebech om hans og bestyrelsens syn på ledelsen af Tryghedsgruppen fremadrettet. Vi er i enighed nået frem til den konklusion, at vi ikke deler samme opfattelse af dette. Derfor har vi aftalt, at Mads Lebech fratræder sin stilling som adm. direktør. Vi ønsker Mads Lebech held og lykke fremover,« udtaler Ida Sofie Jensen, formand for Tryghedsgruppens bestyrelse, i pressemeddelelsen.

Mads Lebech, der tidligere var borgmester for De Konservative i Frederiksberg Kommune, nåede kun at stå i spidsen for Tryghedsgruppen i fire og en halv måned. han kom nemlig til Tryghedsgruppen i januar i år. Inden da var han direktør i Industriens Fond.

»Tryghedsgruppens og Trygfondens rolle over for medlemmerne og det danske samfund er både stor og vigtig. Derfor sagde jeg oprindeligt ja til jobbet som adm. direktør. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke blev til længere tid i Tryghedsgruppen. Men omvendt har jeg også været i gamet længe nok til at vide, at holdninger og synspunkter indimellem kan være så forskellige, at man må stoppe samarbejdet. Derfor er jeg i al mindelighed blevet enig med bestyrelsen om, at det er et godt tidspunkt, at vores veje skilles. Jeg ønsker Tryghedsgruppen al muligt held og lykke fremover,« udtaler Mads Lebech.

Mads Lebech bliver afløst af Rie Odsbjerg Werner. Hun var underdirektør i Tryghedsgruppen fra 2013 til 2017, og hun sætter sig for bordenden den 1. september.

Indtil da vil Ulrik Andersson, som er hentet til Tryghedsgruppen som økonomidirektør fra en stilling som finansdirektør i Tryg, være konstitueret adm. direktør i Tryghedsgruppen.

BRANCHENYT
Læs også