Erhverv
0

Dansk iværksætter har rejst 60 mio. kr. til at hjælpe virksomheder med Google-reklamer

Med 25 millioner nye kroner fra investorer gør it-selskabet Cobiro nu klar til at skalere op. Konceptet er en it-platform, der gør det nemt at annoncere hos Google.  

Bo Krogsgaard (tv.) og medstifter Anders Ibsen (i midten) har fundet en niche, hvor mindre firmaer kan få hjælp til at annoncere hos Google. Foreløbigt er der 50.000 kunder, omend en del bruger produktet gratis. Foto: PR

Reklamer hos Google er blevet afløseren for en annonce i telefonbogen af papir for mange små virksomheder. Men det kræver lidt træning at styre Googles annoncemaskine, og derfor er der et marked for at hjælpe, mener Bo Krogsgaard, direktør for Cobiro.

Det mener hans investorer tydeligvis også, for en ny runde på 25 mio. kr. sender nu det samlede beløb, Bo Krogsgaard har rejst, op på 60 mio. kr. Med den nye kapitalindsprøjtning er værdien af Cobiro blevet sat til 350 mio. kr.

»Vi er blevet mere eller mindre profitable – vi har nået et break-even-niveau. Men vi ønsker at sætte mere fut i og skalere det op. Så nu er vi i gang med virkelig at vækste forretningen med de penge, vi har fået ind,« siger iværksætteren, der stadig ejer 48 pct. af Cobiro.

Kredsen af investorer er primært erhvervsfolk, som Bo Krogsgaard og hans medstifter Anders Ibsen havde forbindelser til – ’friends & family’, kalder han det selv – samt en stor dansk virksomhed, der indtil videre ønsker at være anonym.

Cobiro
  • Cobiro blev stiftet 2016 af Bo Krogsgaard og Anders Haack Ibsen.
  • De to stiftere ejer stadig samlet knap 80 pct. af selskabet.
  • Hovedproduktet er en webplatform, der hjælper mindre virksomheder med at indrykke annoncer hos Google.
  • Omsætningen bliver ikke offentliggjort, men bruttofortjenesten var i 2017 på 5,7 mio. kr., og nettoresultatet et minus på 312.000 kr.
  • Cobiro er finansieret gennem investorer, der samlet har lagt 38 mio. kr., 2,5 mio. kr. fra Markedsmodningsfonden, 12,7 mio. kr. fra EU Horizon 2020-programmet, samt kapital fra de to stiftere selv.
  • Udover de to stiftere selv har 13 forskellige investorer og business angels skudt penge i Cobiro.

I dag er der omkring 50.000 kunder på Cobiros platform, der automatisk hjælper for eksempel en vinduespudser igennem processen med at indrykke en annonce hos Google. Det sker ved blandt andet at gennemgå vinduespudserens hjemmeside for nøgleord, der kan bruges til at udløse en annonce i Googles søgemaskine.

»Normalt bruger de små virksomheder enten naboens søn, der er god til it, eller forsøger selv, fordi det er for dyrt for dem at hyre et bureau,« siger Bo Krogsgaard.

Cobiro er gået fra 12.000 kunder i august til nu omkring 50.000 kunder, men tallet tæller også dem, som bruger tjenesten uden at betale. Det koster nemlig først penge, når man kommer op på en vis volumen eller vil have adgang til ekstra funktioner. Og faktisk var målet at runde 100.000 allerede ved årsskiftet, men så hurtigt gik det dog ikke.

Bo Krogsgaard forklarer det med manglende hænder.

Vi har nu over 30 ledige stillinger. Og vi har prøvet at bruge outsourcing, men kvaliteten var ikke god nok.

Bo Krogsgaard, Cobiro

»Vi er pt. hæmmet af, at det er svært at finde dygtige medarbejdere i Danmark. Vi har nu over 30 ledige stillinger. Og vi har prøvet at bruge outsourcing, men kvaliteten var ikke god nok,« siger han.

Derfor skal de nye millioner især bruges på at få skaffet flere ansatte. Og der er ikke så meget andet at gøre på det danske marked for it-arbejdskraft end at tilbyde gode vilkår og sælge visionen om at bygge noget stort op sammen. Alle ansatte får også automatisk andel i firmaet, ud fra hvor længe de har været ansat.

»Det er en super ting at have. Vi har bemyndigelse til at bruge en andel på fem pct. af virksomheden til medarbejder-warrents. Og alle får hver måned en lille andel, også en køkkenassistance på deltid,« siger Bo Krogsgaard.

Målet er en børsnotering om nogle år, på den ’rigtige’ børs, altså ikke First North, der er skabt til små vækstselskaber. Det vil dog først være relevant om tre år, for nu handler det om at skrue op for markedsføringen og indgå flere partnerskaber, så der kommer flere kunder i butikken.

»De næste 24 måneder bliver med fuld fokus på at bygge og vækste forretningen. Med de penge, vi har nu, har vi til en god vækst resten af året, og så er pengene brugt. Men så forventer vi også, at vi er profitable.«

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også