Erhverv
0

Dansk helikoptermillionær - og mor til seks - vil give livsværk videre

Susanne Hessellund har seks biologiske børn. Hun håber, at én eller flere af dem vil arve livsværket Bel Air.

Ejer af og direktør i Bel Air, Susanne Hessellund, har sat gang i overvejelserne om en fremtid uden hende for helikopterselskabet. Foto: Carsten Andreasen

Tre tal har fået mangemillionæren Susanne Hessellund til at reflektere.

Hun er 50 år, for 25 år siden stiftede hun livsværket Bel Air, og hun har 6 biologiske børn. Men er der mon nogle af hendes børn, der på et tidspunkt kunne tænke sig at arve helikopterfirmaet?

Det spørgsmål har Susanne Hessellund tænkt over, og hun vil gerne dele sine tanker med Finans.

»Mine tre ældste børn er alle i 20’erne og har haft arbejde i virksomheden. Det kunne være spændende, hvis én eller flere af dem overtog Bel Air engang. Men de skal brænde for det. Ingen af dem bliver presset ind i det. Man bruger så mange timer af sit liv på at arbejde, og derfor skal det være sjovt,« siger Susanne Hessellund, hvis bogførte formue er på knap 200 mio. kr.

Skulle hun af en eller anden årsag ikke være i stand til at varetage stillingen som direktør i Bel Air, er der allerede nu en plan klar.

»Jeg har svært ved at lade være med at tænke på, hvad der skal ske med virksomheden, når jeg ikke længere er der. Så det er der lagt planer for i ledergruppen,« siger Susanne Hessellund uden at uddybe, hvad planerne konkret går ud på.

Udover de seks biologiske børn har Susanne Hessellund desuden to bonusbørn.

De tre ældste af hendes børn har nu andre jobs. Heriblandt den ældste af børnene, det 26-årige iværksætterhåb Camilla Hessellund Lastein.

Hun står bag studiebogsplatformen Lix Technologies, der har fået meget omtale i udenlandske medier og tiltrukket store investorer, heriblandt Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen.

»Der sker så utrolig meget spændende i Lix i øjeblikket, så mit fulde fokus er der,« skriver Camilla Hessellund Lastein i en besked til Finans og afviser at kommentere muligheden for at overtage Bel Air på et tidspunkt.

Forbes havde for nylig Camilla Hessellund Lastein på sin liste over talenter, der har gjort sig særligt bemærket inden for deres felt. I august var det Business Insider, der pegede på Lix Technologies som ét af seks danske selskaber, der spås en stor fremtid.

Bel Air har base i Esbjerg Lufthavn og har for få dage siden offentliggjort sit største underskud nogensinde. Det endte på 23,3 mio. kr. i 2018, hvilket var kulminationen på et par år med trængt økonomi og besparelser i virksomheden.

Bel Air har ellers gennem en lang årrække været en guldrandet forretning, da selskabet fra 2010 til 2016 sammenlagt tjente 219 mio. kr. efter skat.

Bel Airs helikoptere fragter medarbejdere og udstyr for store virksomheder i olie- og vindbranchen.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også